Sidste fredag, inden jeg skrev blogindlægget om det medicinske forsøg, havde jeg sådan en morgen, hvor jeg gik rundt om den varme grød.
Normalt er jeg ellers meget disciplineret og sidder i min skurvogn, når klokken er ni, men denne morgen kunne jeg ikke.
Dagen før var jeg nemlig for alvor gået i gang med at plotte min kommende bog. Jeg havde skrevet en masse scener på gule post-its og plastret mit whiteboard til i et forsøg på at få overblik.
Og det var dér, da jeg skulle sætte sedlerne i ordentlig rækkefølge, at det gik op for mig, at jeg stadig manglede en helt basal viden.
Jeg vil helst ikke afsløre for meget lige nu, men det handler om noget med at forstå, hvordan en stor virksomhed er organiseret, hvem der refererer til hvem, og hvordan man håndterer krisesituationer.
Man skulle tro, at den slags viden kunne googles, men det har jeg fundet ud af, at den ikke kan. Så derfor var der ingen vej udenom sidste fredag:
Jeg var nødt til at bruge en livline.
Nu kunne jeg jo ikke bare ringe til hvem som helst, og det behøvede jeg heller ikke. Faktisk var jeg så heldig, at jeg ugen forinden helt tilfældigt var løbet ind i en direktør fra netop sådan en virksomhed, som jeg gerne ville i kontakt med.
Én, der sad helt oppe i toppen af hierakiet, og som havde sagt ja til at hjælpe mig.
Så det var egentlig en smal sag at gribe telefonen, men alligevel tog det mig et par timer at få samlet mod nok til det. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg plejer ikke at være bange for autoriteter eller at tøve med at handle, men måske var det der med, at jeg skulle bede nogen om hjælp. Det der med at stjæle nogens tid.
Nå, det positive var, at jeg både fik tømt opvaskemaskinen og ryddet op, løftet et par vægte og lavet tredive squats, inden jeg besluttede mig for, at det selvfølgelig måtte være bedst at sende en sms.
”Hej Mr. X,” skrev jeg. ”Tusind tak for at sige ja til, at jeg måtte kontakte dig i forbindelse med mit aktuelle bogprojekt. Jeg er nu så langt, at jeg står med nogle helt konkrete spørgsmål, som ikke kan googles. Jeg vil derfor høre dig, om der er et tidspunkt i dag eller i næste uge, hvor det passer dig, at jeg ringer? Rigtigt mange venlige hilsener og god weekend.”
Og så gik jeg ud i skurvognen og lavede et par squats mere.
Jeg var lige kommet ud af badet, da Mr. X svarede (han hedder selvfølgelig ikke Mr. X i virkeligheden, men det gør han her). Han ville gerne tale med mig, og det kunne blive kl. 15.30, når han sad i sin bil.
Jeg blev så glad, at jeg sprang en halv meter op i luften, inden jeg fik sagt ja. Og i samme sekund kom jeg i tanker om, at jeg på det tidspunkt selv ville befinde mig i min egen bil på vej til et møde.
Men hvor tit er det lige, at man får en chance som denne her? Nej, vel? Så sådan blev det.
Kl. 15.36 lidt uden for Gundsømagle ringede telefonen. Jeg drejede ind på en rasteplads, hev min notesblok op af tasken og gik i gang med at spørge. Næsten. For jeg havde glemt den detalje, at mikrofonen på min telefon er gået i stykker, så jeg var nødt til at sætte headsættet i og ringe op igen, og det var heller ikke helt nemt, for skærmen er nemlig også smadret.
Nå, men til sidst lykkedes det, og mens ruderne i bilen duggede til, sad jeg på rastepladsen og interviewede den venlige Mr. X, der beredvilligt svarede på alt, hvad jeg spurgte om. Selv da jeg kom til ét af de mere kulørte spørgsmål, var han klar med et svar:
”Ja, det er rigtigt, at man som ansat hos os har nogle ekstraordinære goder som fx lækker kantine, gratis fitness-træning osv. Men det er jo ikke det, der holder, når det bliver mandag. Det er ikke derfor, man går glad på arbejde.”
”Det forstår jeg.”
”Men når det er sagt, så glemte du altså at nævne firmabil og gratis iPhone.”
Knap halvanden time senere tændte jeg for varmeblæseren og satte foden på speederen. Mørket var faldet på, ruderne var mælkehvide af dug, og blæseren kørte for fuld tryk, men jeg følte mig mærkeligt opstemt.
Mr. X og jeg havde snakket som to gamle kolleger, og han han havde været så god, at han ikke bare havde gjort mig meget klogere, han havde faktisk også givet mig lyst til at søge job hos ham.
”Ups,” tænkte jeg. ”Det var jo ikke det, jeg skulle. Jeg skulle skrive. Jeg har en historie, jeg vil fortælle. Én, jeg har gået med i årevis. Én, der gerne vil ud.”
Så jeg fortsatte min køretur til Roskilde, og jeg fortsatte mit liv, som det var planlagt. I weekenden tog jeg til BogForum, minglede og sad lidt på en scene foran et publikum og snakkede med min forfatter-kollega, Pernille. Og i dagene derefter skrev jeg et blogindlæg om stress-symptomer til min anden hjemmeside, postede lidt ting på facebook og sendte et nyhedsbrev.
Men mest af alt brugte jeg tid på min historie. Jeg grublede og skriblede og producerede gule post-its til min whiteboard, og det er jeg glad for.
For selvfølgelig skal jeg ikke ud at arbejde i en virksomhed. Det er slet ikke mig. Jeg er forfatter, jeg skal skrive, og jeg har brug for roen herhjemme. Jeg elsker mit liv, jeg elsker min computer, jeg elsker de skøre karakterer i mit hoved, jeg elsker mine historier.
Men engang imellem – bare af og til – så skæver jeg over til det knuste glas på telefonen ved siden af mig, og så løfter jeg hovedet, ser hen over skærmen og stirrer ud på skoven i det fjerne.
For det kunne sgu altså være ret fedt med en ny iPhone.
