Anette Ellegaard

FORFATTER & SKRIBENT

Author: Anette (page 2 of 12)

Dybt nede i Rigets kælder … Dagbog fra skurvognen (5)


”Hvis du lukker øjnene og ligger helt stille, så sprøjter jeg stoffet ind i din arm nu.”

Jeg var ikke med, da Manden i begyndelsen af 90’erne deltog i et forsøg med noget ny migræne-medicin, men han har fortalt så levende om det, at jeg den dag i dag lige så tydeligt kan se ham for mit indre øje.

Han lå på en briks i et skummelt kælderrum under Rigshospitalet, og selv om det lyder som noget, der er løgn, så er det ikke. Over alt på hans krop sad der blodtryksmanchetter. De sad på armene, på benene, på fingrene, ja, selv på storetæerne, og hvert halve minut blev de automatisk pustet op og gav Manden en følelse af at være klemt inde i en Michelinmand.

På brystet havde han elektroder, der registrerede hjerterytmen, og på hovedet sad der endnu flere til at måle hans hjernebølger. Forsøget varede i 12 timer, og i al den tid skulle han ligge musestille på briksen.

”Det summer i min krop, og jeg har ondt i hovedet,” sagde han, da han kom hjem. ”Det er nok noget af det mest ubehagelige, jeg har nogensinde har oplevet.”

Alligevel tog han afsted næste gang.

For vi manglede pengene.

Dengang blev der hver uge i de medicinstuderendes blad, MOK, indrykket annoncer med alt muligt. Og det altid var dem, jeg læste først. For nogle gange var vi så heldige, at der var forskere, som efterlyste forsøgspersoner. ”Unge, raske mænd mellem 18 og 30 år,” stod der altid. Og så gjaldt det om at være hurtig, for der var rift om pladserne.

Det var dengang, man ikke fik ekstra SU, når man havde børn. Så som to studerende med små børn var vi selvfølgelig på udkig efter nemme måder at tjene penge på.

Og migrænepille-forsøget, virkede da som en nem løsning. Ikke bare fik man 150 kroner i timen. Man fik dem også sort.

Jeg kan huske, at Mandens mor ikke var glad. Hun prøvede faktisk at tale ham fra det. Hun brød sig ikke om det, sagde hun. Slap nu af, svarede vi og grinede. Lad være med at være hysterisk.

Hysterisk, sikke et ord.

Og så er det alligevel nok også det ord, der bedst kan beskrive, hvordan jeg selv reagerede for et par år siden.

Mildest talt.

For under sit studieophold i Kina skrev min næstældste søn pludselig til mig og fortalte, at han havde meldt sig til et medicinsk forsøg. Det skulle foregå på Universitetshospitalet i Beijing, og han skulle bl.a. have lavet en MR-scanning af sin hjerne.

”Jeg får, hvad der svarer til 100 kroner for det,” skrev han. ”Men jeg gør de ikke for pengenes skyld. Jeg gør det, fordi man får et billede af sin hjerne med hjem bagefter.”

Puha.

Lige dér kunne jeg altså godt have ønsket mig, at æblerne var faldet lidt længere fra stammen.

Nå, men sønnen overlevede og trives fint i dag, så nu spørger du nok, hvad alt det her snak dog har med mit skriveri at gøre?

Og så er det, at jeg må i gang med at forklare, at det hele handler om at Pernille, min gode forfatter-kollega, forleden spurgte mig om, hvorfor jeg dog ikke bare går i gang med at skrive?

Hvorfor er det, at jeg bruger så lang tid på at researche?

Og jeg forstod godt, at hun spurgte.

Jeg har jo masser af erfaringer og viden. Jeg har fx dem, jeg lige har fortalt dig herover. Jeg har også læst medicin og lært om præklinisk testning, Fase 1-, 2- og 3- forsøg, og om at alle forsøg i Danmark skal godkendes af Videnskabsetisk Komité.

Faktisk har jeg sågar selv engang fået godkendt en ansøgning af Videnskabsetisk Komité. Ikke fordi jeg ville lave et forsøg, men fordi jeg skulle have lov til at læse alle sundhedsplejens journaler fra en bestemt årgang (jeg havde en formodning om, at hjemmefødte børn i forhold til hospitalsfødte tabte sig mindre den første uge efter fødslen – det viste sig at holde stik).

Nå, men jeg har også arbejdet på hospitalsafdelinger, hvor man har testet ny medicin, jeg har deltaget i møder og på konferencer arrangeret af medicinalindustrien, jeg har taget imod kuglepenne og notesblokke med små reklamer på, og jeg kender folk, der enten har eller stadig arbejder i medicinalbranchen.

Alligevel ved jeg ikke nok.

Jeg må stadig samle oplysninger ind.

Og indtil jeg er klar til at sætte mig ved tasterne, så vil jeg glæde mig over, at Mandens summen i kroppen og ondt i hovedet heldigvis forsvandt igen.

Hav en skøn weekend!

PS. Forsøget med migræne-medicinen i øvrigt blev afbrudt, da Manden havde været med tre gange. Der var for mange uheldige bivirkninger, sagde de.

PPS. Pillerne på fotoet øverst er helt uskadelige Magnesium-Citrat-tabletter, som jeg tager forebyggende mod migræne. Og jo, jeg synes, det virker.

PPPS. Husk, du kan møde mig på søndag på BogForum, hvor jeg er på Saxo-scenen kl. 12-12.30. Bagefter står jeg nok lige ved siden af den, og så er du mere end velkommen til at komme hen og sige hej.


UPS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om forfatterlivet og den skriveproces, jeg for tiden er i. Ordene sprøjtes ucensureret ud i højt tempo hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til.


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


SES VI PÅ BOGFORUM? Husk, jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg sammen med min kollega, Pernille Juhl vil fortælle om, hvordan vi samarbejder trods det, at vi skriver i meget forskellige genrer. Vi vil også snakke om glæden og udfordingerne ved forfatterlivet og meget andet.


 

Den røde frakke redder alt – Dagbog fra skurvognen (4)


For et par måneder siden blev jeg ringet op af en journalist. Jeg var lige gået ud i haven for at fodre høns og stod foran hønsegården med en spand med gamle madrester i den ene hånd og telefonen i den anden.

”Jeg vil høre, om du kunne være interesseret i et interview?”

Journalisten fortalte mig, at hun havde læst en artikel om mig i Frederiksborg Amts Avis. I den havde der stået noget om, at jeg havde haft en barsk barndom, men at jeg nu var kommet ud på den anden side.

”Det er jo en god historie,” sluttede hun. ”Med et positivt budskab. Den vil jeg gerne fortælle.”

Vi snakkede lidt frem og tilbage, mens jeg åbnede lågen ind til hønsegården og hældte spandens indhold ud på jorden. Det spændte i skulderen, og min hånd var begyndt at sove, så jeg opgav at hente æg og satte mig i stedet på bænken ved husmuren.

”Ikke noget med grå eller hvid, og sort og beige duer heller ikke.”

Det var tøjet, hun nu talte om. Når hun kom hjem til mig, ville hun tage en fotograf med, og så skulle jeg helst være farvestrålende klædt, for det ville se bedst ud på billederne.

”Og det er vigtigt, at du så åbent og ærligt som muligt fortæller om din barndom.”

Jeg nikkede og lyttede til flere af hendes ord, mens jeg lod blikket vandre rundt i haven. Fra hønsegården til trampolinen, forbi æbletræet og ned til min skurvogn.

For jeg forstod hende jo godt, hende journalisten. At hun spurgte mig. For det er én ting, som journalister og forfattere har til fælles: Vi vil gerne fortælle en god historie. Og det er en god historie, den med mig og min opvækst, og hvordan jeg er kommet videre.

Men det er også bare mig.

Mit liv.

Og selv om jeg blogger både her og her, selv om jeg har en facebookside, selv om jeg har skrevet en selvhjælpsbog med nogle meget personlige afsløringer i, så er jeg faktisk ret privat.

Jeg kan ikke lide at blive eksponeret.

Jeg kan ikke lide, når små bidder af mit liv bliver pustet op og malet i stærke farver, mens alle mulige mennesker, jeg ikke kender, kan sidde og studere og vurdere dem, som var det en skål gratis reklamebolsjer.

Det kan jeg virkelig ikke.

Men så er der lige det der med, at jeg vil gerne sprede håb.

Jeg vil gerne vise alle dem, der sidder fast dér, hvor jeg selv engang sad, at det ikke behøver at være sådan. Man godt kan komme videre. Selv meget dybe sår kan læges.

Ja.

Og så er der også det, at jeg er nødt til at acceptere, at det er en del af jobbeskrivelsen, hvis jeg vil være forfatter.

Der er ikke nogen, der køber mine bøger, hvis de ikke ved, at jeg findes eller lægger mærke til, at jeg har skrevet dem.

Så jeg sagde ja.

”Jeg vil gerne deltage i interviewet,” sagde jeg.

Artiklen blev bragt i Hjemmet i den uge, der lige er gået – mens jeg har været på Tenerife. Jeg tror ikke, den er på nettet endnu (jeg kan i hvert fald ikke finde den), så jeg kan desværre ikke linke til den.

Men jeg er ok-tilfreds. Tingene bliver aldrig helt beskrevet på samme måde, som jeg selv ville have gjort det, men jeg kan godt lide, at jeg har den røde frakke på. Den redder ligesom det hele. Og de var supersøde, både journalisten og fotografen, så det var en hyggelig dag.

Det var det virkelig.

Og så slap jeg i øvrigt også for at gentage mig selv igen i denne uge, for jeg er stadig ”bare” i gang med at få historien til at hænge sammen, og det er der altså ikke mange farver i.


PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om forfatterlivet og den skriveproces, jeg for tiden er i. Ordene sprøjtes ucensureret ud i højt tempo hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til.


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


anette-ellegaard-bogforum-2016SES VI PÅ BOGFORUM? Husk, jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg sammen med min kollega, Pernille Juhl vil fortælle om, hvordan vi samarbejder trods det, at vi skriver i meget forskellige genrer. Vi vil også snakke om glæden og udfordingerne ved forfatterlivet og meget andet.

Vil du med, så kan du frem til søndag d. 6. nov.  på min facebook-side  vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg. Jeg glæder mig til at se dig!


 

Da skurvognen fik udsigt til vulkan – Dagbog fra skurvognen (3)


Jeg lå i sengen. Lyttede til regnen, der plaskede mod de keramiske fliser en etage længere nede. Trak vejret i små, snappende bidder.

Hvor tit havde jeg ikke tænkt på at gøre det her? Bestille en sidste-øjebliks-rejse til ingen penge? Være spontan? Bare tage af sted uden på forhånd at vide hvorhen?

Og nu havde jeg gjort det.

Regnen tog til, mens jeg krøllede mig sammen under lagenet. Jeg havde troet, at solen altid skinnede på Tenerife, men der tog jeg fejl.

Jeg havde også troet, at jeg lige nu ville have været meget længere med min bog, men det var endnu en fejl.

Oprindeligt havde planen været, at når jeg rejste væk, skulle det ikke være for at skrive. Jeg trængte til at holde ferie, til at give slip og til at mærke friheden ved ikke hele tiden at skulle noget bestemt.

Men nu var jeg kommet i tvivl.

Måske skulle jeg alligevel skrive?

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud på altanen. Små pytter af vand havde samlet sig i det ene hjørne. Bladene på træerne dryppede og skinnede blankt. Og i det fjerne rejste vulkanen Teide sig som et hvidklædt bryst på en baggrund af grå.

”Jeg er bange,” tænkte jeg. ”Jeg er bange for, at hvis jeg først giver slip, så kommer jeg aldrig i gang igen.”

Tanken drænede mig, især fordi jeg havde tænkt den før. Den er min evige følgesvend, når jeg ikke sælger mig selv til en arbejdsgiver og kan indkassere en fast timeløn. Derfor ender jeg altid med at holde mig selv i en kort snor.

Meget kort.

Jeg er faktisk den værste arbejdsgiver, jeg nogensinde har haft. Men vil jeg bytte hende væk? Ikke endnu, i hvert fald.

Måske hjalp opsangen, eller også var det bare tanken, der sugede den sidste energi ud af mig. Under alle omstændigheder fik jeg lov til at gå i seng igen og i det hele taget ikke lave noget, jeg ikke havde lyst til.

Så det gjorde jeg.

I to døgn forlod jeg kun hotellet for at købe vand og proviant. Ikke engang restauranterne gad jeg se. Jeg spiste på værelset, lå i sengen eller sad på altanen, gloede på vulkanen og kværnede den ene fornøjelsesbog efter den anden. Indimellem blev jeg træt, og så tog jeg mig en lur.

Med god samvittighed.

Og sådan kunne det sikkert være fortsat, hvis ikke jeg var vågnet med en ny lyst i går morges. En lyst til at komme videre med min bog.

Jeg skriver med vilje ikke ”skrive,” for det var løgn, da jeg brugte det ord før. Så langt er jeg slet ikke. Jeg kæmper stadig med at få historien til at hænge sammen. Den skal være inspireret af ting, der er sket i virkeligheden, men den må ikke være kedelig eller virke konstrueret, og jeg er heller ikke ude på at hænge nogen ud.

Undervejs har det føltes som et puslespil, der umuligt kunne gå op, men nu begynder der at tegne sig et billede.

Så det er status lige nu.

Skurvognen passer sig selv derhjemme et par dage mere, og jeg sidder her på et hotel på Tenerife. Jeg er midlertidigt på ophold i lobbyen, for det er det eneste sted med en smule wifi, og omkring mig myldrer højrøstede gæster rundt med syngende rullekufferter og stilletter, der klaprer i gulvet.

Men jeg er glad.

Jeg tror på, at mit projekt nok skal lykkes. At jeg kan få puslespillet til at gå op. Om jeg så også kan klare den næste fase, det må tiden vise. Et skridt ad gangen.

Og ellers, så tager jeg da bare herned igen.


PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om den skriveproces, jeg for tiden er i. Indlæggene leveres direkte fra hjertet hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til. Fik du ikke læst de to første indlæg, så kan du læse dem her: Dagbog fra skurvognen (1) og Dagbog fra skurvognen (2).


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


anette-ellegaard-bogforum-2016SES VI PÅ BOGFORUM? Jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg vil samtale med min kollega, Pernille Juhl. om glæder og udfordinger ved forfatterlivet. Vi vil også komme ind på, hvad vi tror, der skal til for at få succes, og hvordan man kan hanke op i sig selv, når troen svigter.

Frem til søndag d. 6. nov. har du på min facebook-side mulighed for at vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg, hvis du skulle have lyst til det (eller måske os begge to? – Du bestemmer!).  Jeg glæder mig til at se dig.


 

Older posts Newer posts

© 2018 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑