Anette Ellegaard

FORFATTER & SKRIBENT

Category: Klumme (page 2 of 3)

Gratis lydbog lige omelet


Anette_Ellegaard_lydbog

Hvis jeg kunne, spiste jeg gerne staveord til morgenmad. Knasende, sprøde præpositioner. Seje og syrlige substantiver. Adverbier, der smelter på tungen.

Jeg elsker det danske sprog.

Og jeg elsker, at vi i et sprogligt set lille land har så mange lærere, der på trods af skolereformer og mærkelige arbejdstidsregler hver dag knokler med at få vores børn til at knække læsekoden. Hvis ikke de kunne tyde hieroglyffer og læse cirkussprog, så ville vi i løbet af en generation få barberet al kommunikation ned til emoji-symboler.

Jeg vil selvfølgelig ikke benægte, at det i visse situationer vil kunne være en fordel, men generelt set synes jeg, at det lyder kedeligt. Sikken et åndsbollet, skriblefrit land, vi ville få.

Selv har jeg ikke haft svært ved at lære at læse, men jeg har haft svært ved at få ordene til at komme ud af munden i rigtig rækkefølge. Som barn mente jeg i fulde alvor, at der nok var en røvbanker på spil, når jeg hørte en politibil med sirene. Og jeg kalder stadig klippeøen ude østpå for Hornbolm.

Heldigvis kan jeg som regel godt styre det, når jeg læser højt, og det var jeg glad for her forleden, hvor jeg pludselig skulle indtale en lydbog. For ja, der var et par af de omtalte superlærerhelte, som fortalte mig, at de faktisk var rigtig godt gammeldags pjankede med min seneste læselet-serie, Tea i Elverland. De syntes bare, den også burde findes som lydbog.

Helt ærligt, det kunne jeg ikke have siddende på mig. Altså, at jeg sådan indirekte måske var med til at brolægge vejen til emoji-helvedet. Så jeg fløj hjem, hev mikrofonstativet op af skuffen og gik i gang. I går blev jeg så færdig. Tre bind, 32 kapitler, 111 sider og et ukendt antal ord.

Jeg mangler stadig de allersidste, tekniske detaljer, men jeg er næsten ethundrede på, at det ikke varer ret længe, før lydbogsversionen af Tea i Elverland ligger klar til download på min hjemmeside.

HELT GRATIS.

For jeps, den kommer ikke til at koste noget. Det er forlaget og jeg blevet enige om. For udover at være fan af ord til morgenmad, så er jeg nemlig også fan af feelgood-fornemmelser og af at sige tak.

Og dette her er en måde at sige tak på. Med en gratis lydbogsudgave af  Tea i Elverland.

Tak til alle de børn, der dagligt kæmper for at knække læsekoden. Tak til alle de forældre, der læser højt og hjælper processen på vej. Og ikke mindst: Tak til alle de lærere, der pisker afsted på arbejde hver evige eneste morgen.

Det er på grund af jer, at vi med ro i sindet kan se frem til vores alderdom. På grund af jer, at vi ikke behøver at gå rundt og ryste i bukserne hver dag. I er kort sagt årsagen til, at vi allesammen en dag ikke kommer til at sidde på plejehjemmet og se film med undertekster, der består af de rene smiley’s.

Velbekomme – og nyd morgenmaden med eller uden ordknas.


PS. Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du vil være den første, der får besked, når lydbogen er klar til download. Brug boksen oppe i toppen, ude i højre side ⇢ ⇢ ⇢ ⇡ ⇡ ⇡

 

De rige svins tandbørster


Palmeblad

Nogle gange brokker Manden sig over min fantasi. Han siger, den er lige lovlig livlig.

Jeg har fx en fantasi om, at det er farligt at være rig. Alle ved jo, at rige mennesker er nogle svin, og at det derfor også kun er helt rimeligt, hvis deres undersåtter forsøger at påføre dem en fækal infektion. Det kan de gøre ved at dyppe tandbørsten i lokummet, mens de rige svin ligger og soler sig, eller de kan stikke fingeren op i anus og køre den et par gange rundt på tallerkenen, inden de smilende serverer den næste bananpandekage.

Heldigvis har jeg det meste af mit liv levet lykkeligt langt uden for farezonen. Jeg har sat en ære i at kunne leve på en sten og i at få en kylling til at strække i tre dage. Når min bror har grinet af, at vi knap har to ens tallerkner i skabet, og at vi har det bedst med sokker med indbygget udluftning, så har jeg gnedet mig i hænderne og godtet mig over min bakteriefrie tandbørste.

Men så var det, at der skete det, at vi pludselig fik plus på kontoen og i en rus af kådhed kom til at booke en boutique serviced villa i seks af dagene i Indien. 280 kvadratmater, direkte på stranden, privat kok, tjenestepige og butler. Og manglede vi noget, skulle vi bare ringe med klokken.

Det var i denne underlige, surrealistiske setting, at jeg forsøgte at socialisere mig med husets butler. Vi havde lige spist en typisk Hindu-bryllupsmiddag, hvor man får serveret en hel masse små retter på et palmeblad og skal spise med fingrene. Butleren var i gang med at rydde bordet efter os, og der var ris og afgnavede kyllingeskrog over det hele, for selv om den traditionelle middag er vegetarisk, så havde de for vores skyld opgraderet den med kød.

”What do you do with the leftovers?” spurgte jeg. ”Do you have chickens?”

Det var et naivt og tåbeligt forsøg på at skabe et fælles udgangspunkt. Sådan en ”Guuud-har-I-også-høns-nej-hvor-sjovt-det-har-vi-også”-agtig stemning. Noget, der signalerede, at selv om det er mig, der har retten til at ringe med klokken, og ham, der skal komme springende, så er vi ikke så forskellige. For når nu madresterne på bordet fik mig til at tænke på mine egne høns derhjemme og på, hvordan de ville være danset omkring mig, hvis jeg kom ud og gav dem det, og når nu der faktisk er mange høns i Indien, så kunne det jo godt være, ikke?

Nej. Jeg kan lige så godt afsløre, at missionen mislykkedes. Big time. Butleren så både skamfuld og forvirret ud, og for en gangs skyld smilede han ikke. Hans øjne flakkede frem og tilbage mellem mig og skålen med de tiloversblevne ris, mens jeg overvejede, om jeg skulle forklare, at det ikke var den, jeg havde ment, men alt det snask, der lå på vores palmeblade. Jeg overvejede også at sige, at jeg ikke var så rig, som jeg så ud til. At min mor hele livet har gjort rent for andre, at jeg også selv har prøvet at gå sulten i seng, og at det da kun var helt naturligt, hvis personalet spiste resterne fra skålen. Det ville jeg selv have gjort.

Men jeg sagde ikke noget. For det passer jo ikke. Jeg er måske ikke rig set med Hans Kongelige Højhastigheds Kronprins Frederiks øjne, men i det store, globale perspektiv er jeg. Jeg er så rig, at min største ugentlige udfordring er at huske, hvilken slags benzin jeg skal fylde på bilen, når jeg tanker. Jeg er også så rig, at mit vigtigste mål de sidste 10 år har været at tabe 3 kg. Og at min værste frygt er, at der er ikke kommer flere afsnit af Homeland på Netflix.

Så jeg sad bare dér. Omringet af butlerens flakkende øjne, palmeblade og kolde, vildfarne ris. Ganske langsomt gik det op for mig. Jeg var ikke bare blevet til et rigt svin.

Min tandbørste var formentlig også i fuld gang med at udvikle sig til et livsfarligt, biologisk våben.


PS. Jeg ringede kun med den famøse messingklokke én gang, og det var, fordi jeg ved en fejl kom til at vælte den.

– o –

PPS. Hvis du vil læse mere om vores rejse til Indien, så tjek også De Hellige Køers Land og De Søvnløse Abers Nat.

De søvnløse abers nat


Cherai Beach

Kl. 2 om natten, i en hytte på kanten af The Backwaters, Cherai Beach, Indien.

Manden: ”Hvad fanden laver du?”
Mig: ”Prøver at indstille den skide aircon. Jeg er ved at få hedeslag.
Manden: ” Giv mig fjernbetjeningen – og tænd lyset!”

Jeg kravler ud under myggenettet, tænder på kontakten og kravler ind igen.

Manden: ”Hvad fanden har du trykket på? Der sker jo ingenting!”
Mig: ”Den dér …”
Manden: [ryster på hovedet og sætter sig op]
Mig: ”Øj, der er meget koldere herovre i din side af sengen. Kan vi ikke bytte?”

7 minutter senere. Manden har sukket, er kravlet ud af sengen, har tisset, slukket lyset og lagt sig i den modsatte side.
Mig: ”Kan den ikke køle mere? Jeg dør.”
Manden: ”Så larmer den for meget.”
Mig: ”Okay, så.”

2 minutter senere.
Mig: Det går ikke det her. Jeg dør af hede!”
Manden: [dybt suk. Rejser sig og skruer op]

Samme nat kl. 2.25, Cherai Beach. Aircon’en ryster og pruster som en gammel bådmotor.
Manden: ”Hvad fanden laver du?”
Mig: ”Kaster den ekstra hovedpude ned i fodenden.”
Manden: ”Du har ødelagt myggenettet!”
Mig: ”Nej.”
Manden: ”Jo, det hænger helt forkert.”

Jeg kravler ud, tænder lyset og kigger op i loftet.

Mig: ”Nå, ja. Den ene snor er vist knækket.”
Manden: ”Sådan her kan vi ikke sove!”
Mig: ”Jeg skal nok fikse det. [kravler op på kanten af sengen og forsøger at nå en tværgående bambusbjælke] ”Ups! Nu knækkede den anden snor vist også …”

10 minutter og rigtig meget besvær senere.
Mig: ”Der er altså næsten heller ikke nogen myg. Lad os droppe det åndssvage myggenet.”
Manden: [lukker øjnene og sukker. Vender sig demonstrativt om på siden]

Samme nat kl. 3.03, Cherai Beach, Indien.
Manden: [skriger]
Mig: ”Hvad sker der?”
Manden: ”Jeg fik et dyr i hovedet!”
Mig: ”Er du sikker?”
Manden: ”Hvad tror du?”
Mig: ”Er det væk nu?”
Manden: ”Ja.”
Mig: ”Kan vi så ikke bare sove nu?”

Samme nat kl. 3.15, Cherai Beach, Indien.
Manden: [skriger] ”Tænd lyset! Tænd lyset!”
Mig: ”Hvad nu?”
Manden: ”Tænd nu for helvede bare det lys!”
Mig: ”Okay.”

Jeg tænder lyset. Manden kaster sig rundt i sengen. Der sidder en kakerlak større end en ølkapsel på hans pande. Den falder af og ryger ned i revnen mellem madrassen og sengegavlen.

Mig: ”Slå den ihjel! Slå den ihjel!”
Manden: [flår madrassen af og slår ud efter dyret med et håndkantsslag. Der lyder en knasende lyd, da han rammer det] ”Nu sætter vi altså det myggenet op. Der kan jo bo en hel feriekoloni af kakerlakker oppe i det flettag!”

25 minutter og endnu mere besvær senere.
Manden: ”Så nu lykkedes det. Det sidder ikke lige så godt som før, men hvis vi klumper os sammen på midten, går det nok.”

Samme nat kl. 4.07, Cherai Beach, Indien.
Manden: ”Hvad fanden er det?”
Mig: ” Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er nogle hunde, der hyler.”
Manden: ”Men det er jo lige uden for vores hytte!”
Mig: ”Det er måske et godt sted at sidde, hvis man har lyst til at hyle?”

Samme nat kl. 4.48.
Manden: ”Hvad satan er det?”
Mig: ”Det lyder som nogle fugle.”
Manden: ”Som er på extasy og lige har set deres største idol?”
Mig: ”Det er vel ikke usandsynligt.”

Kl. 5.30.
Manden: ”Hvad fanden er nu det?”
Mig: ”Det er moskeen, der kalder til morgenbøn.”
Manden: ”Nu?”
Mig: ”Ja, og det er fredag, så den fortsætter nok hele dagen …”

Kl. 6.02.
Manden: ”Hvad var det?”
Mig: ”Det var mig, der fik en sms fra Danmark.”
Manden: ”Hvad helvede er det, der er så vigtigt at skrive på denne her tid af døgnet?”
Mig: ”Vil du vide det?”
Manden: ”Ja.”
Mig: ”Det er fra Helle.”
Manden: ”Læs nu bare, hvad der står!”
Mig: ”Okay … Der står: [læser højt] Nyd det :-) I har så meget fortjent det.”


(Hvis du vil læse mere om vores rejse til Indien, så tjek også De Hellige Køers Land og De Rige Svins Tandbørster ud.)

Older posts Newer posts

© 2017 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑