Anette Ellegaard er født i København i 1967. Hun er uddannet læge, men har skrevet, siden hun var fem år. I 2000 debuterede hun på Høst&Søn med ungdomsromanen, Indigo, og i 2006 vandt hun en pris med den letlæste fantasyserie, Sandhedens Magt 1-3. Anette elsker at skrive fiktion, men har også udgivet en selvhjælpsbog.

”Jeg skriver, fordi det får alting til at gå langsommere.”

I mange år havde jeg en stereotyp forestilling om, hvad en rigtig forfatter var. En rigtig forfatter havde sorte tanker. En rigtig forfatter skrev ikke selvhjælpsbøger. En rigtig forfatter gik med hat, tegnede øjnene op med kohl og var mystisk på den der ærefrygtindgydende måde.

Det er så ikke mig. Jeg ryger ikke engang lange, slanke cigarillos eller drikker whisky om natten. Nej, jeg hylder det gode. Jeg elsker, når livet føles let. Og jeg skriver, fordi det får alting til at gå langsommere. Det tvinger mig til at standse op, dvæle ved detaljerne, huske, sanse, mærke.

De sorte tanker i mig er ikke frivilligt valgt. Det er restaffald fra en barndom, der ikke var for børn. Bundløse huller, revner, sprækker og galakser af mørke, som der alligevel ikke er nogen, der gider danse kædedans med.

I den virkelige, voksne verden har jeg fået bil, børn, boliglån og brændeovn. Jeg har også taget en uddannelse som læge og arbejdet i psykiatrien i flere år. Og jeg har gjort, hvad jeg kunne for at putte barndommen på de rigtige hylder i hippocampus’ kringlede kælder.

Men det der med, at jeg havde skrevet en selvhjælpsbog, det havde jeg i lang tid svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle mene om. Jeg syntes ligesom ikke, at man kunne være kunstner, når man gjorde sådan noget.

En fjollet tanke, som jeg i dag ved, er det rene pjat. For selv om jeg kan lide at opdigte historier, så behøver det jo ikke at afholde mig fra at eksperimentere med det virkelige liv og få mest muligt ud af det, vel?

Og helt ærligt, hvem gider også gå med kohl?