Anette Ellegaard

Forfatter og feelgood fan

Page 2 of 12

Den røde frakke redder alt – Dagbog fra skurvognen (4)


For et par måneder siden blev jeg ringet op af en journalist. Jeg var lige gået ud i haven for at fodre høns og stod foran hønsegården med en spand med gamle madrester i den ene hånd og telefonen i den anden.

”Jeg vil høre, om du kunne være interesseret i et interview?”

Journalisten fortalte mig, at hun havde læst en artikel om mig i Frederiksborg Amts Avis. I den havde der stået noget om, at jeg havde haft en barsk barndom, men at jeg nu var kommet ud på den anden side.

”Det er jo en god historie,” sluttede hun. ”Med et positivt budskab. Den vil jeg gerne fortælle.”

Vi snakkede lidt frem og tilbage, mens jeg åbnede lågen ind til hønsegården og hældte spandens indhold ud på jorden. Det spændte i skulderen, og min hånd var begyndt at sove, så jeg opgav at hente æg og satte mig i stedet på bænken ved husmuren.

”Ikke noget med grå eller hvid, og sort og beige duer heller ikke.”

Det var tøjet, hun nu talte om. Når hun kom hjem til mig, ville hun tage en fotograf med, og så skulle jeg helst være farvestrålende klædt, for det ville se bedst ud på billederne.

”Og det er vigtigt, at du så åbent og ærligt som muligt fortæller om din barndom.”

Jeg nikkede og lyttede til flere af hendes ord, mens jeg lod blikket vandre rundt i haven. Fra hønsegården til trampolinen, forbi æbletræet og ned til min skurvogn.

For jeg forstod hende jo godt, hende journalisten. At hun spurgte mig. For det er én ting, som journalister og forfattere har til fælles: Vi vil gerne fortælle en god historie. Og det er en god historie, den med mig og min opvækst, og hvordan jeg er kommet videre.

Men det er også bare mig.

Mit liv.

Og selv om jeg blogger både her og her, selv om jeg har en facebookside, selv om jeg har skrevet en selvhjælpsbog med nogle meget personlige afsløringer i, så er jeg faktisk ret privat.

Jeg kan ikke lide at blive eksponeret.

Jeg kan ikke lide, når små bidder af mit liv bliver pustet op og malet i stærke farver, mens alle mulige mennesker, jeg ikke kender, kan sidde og studere og vurdere dem, som var det en skål gratis reklamebolsjer.

Det kan jeg virkelig ikke.

Men så er der lige det der med, at jeg vil gerne sprede håb.

Jeg vil gerne vise alle dem, der sidder fast dér, hvor jeg selv engang sad, at det ikke behøver at være sådan. Man godt kan komme videre. Selv meget dybe sår kan læges.

Ja.

Og så er der også det, at jeg er nødt til at acceptere, at det er en del af jobbeskrivelsen, hvis jeg vil være forfatter.

Der er ikke nogen, der køber mine bøger, hvis de ikke ved, at jeg findes eller lægger mærke til, at jeg har skrevet dem.

Så jeg sagde ja.

”Jeg vil gerne deltage i interviewet,” sagde jeg.

Artiklen blev bragt i Hjemmet i den uge, der lige er gået – mens jeg har været på Tenerife. Jeg tror ikke, den er på nettet endnu (jeg kan i hvert fald ikke finde den), så jeg kan desværre ikke linke til den.

Men jeg er ok-tilfreds. Tingene bliver aldrig helt beskrevet på samme måde, som jeg selv ville have gjort det, men jeg kan godt lide, at jeg har den røde frakke på. Den redder ligesom det hele. Og de var supersøde, både journalisten og fotografen, så det var en hyggelig dag.

Det var det virkelig.

Og så slap jeg i øvrigt også for at gentage mig selv igen i denne uge, for jeg er stadig ”bare” i gang med at få historien til at hænge sammen, og det er der altså ikke mange farver i.


PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om forfatterlivet og den skriveproces, jeg for tiden er i. Ordene sprøjtes ucensureret ud i højt tempo hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til.


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


anette-ellegaard-bogforum-2016SES VI PÅ BOGFORUM? Husk, jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg sammen med min kollega, Pernille Juhl vil fortælle om, hvordan vi samarbejder trods det, at vi skriver i meget forskellige genrer. Vi vil også snakke om glæden og udfordingerne ved forfatterlivet og meget andet.

Vil du med, så kan du frem til søndag d. 6. nov.  på min facebook-side  vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg. Jeg glæder mig til at se dig!


 

Da skurvognen fik udsigt til vulkan – Dagbog fra skurvognen (3)


Jeg lå i sengen. Lyttede til regnen, der plaskede mod de keramiske fliser en etage længere nede. Trak vejret i små, snappende bidder.

Hvor tit havde jeg ikke tænkt på at gøre det her? Bestille en sidste-øjebliks-rejse til ingen penge? Være spontan? Bare tage af sted uden på forhånd at vide hvorhen?

Og nu havde jeg gjort det.

Regnen tog til, mens jeg krøllede mig sammen under lagenet. Jeg havde troet, at solen altid skinnede på Tenerife, men der tog jeg fejl.

Jeg havde også troet, at jeg lige nu ville have været meget længere med min bog, men det var endnu en fejl.

Oprindeligt havde planen været, at når jeg rejste væk, skulle det ikke være for at skrive. Jeg trængte til at holde ferie, til at give slip og til at mærke friheden ved ikke hele tiden at skulle noget bestemt.

Men nu var jeg kommet i tvivl.

Måske skulle jeg alligevel skrive?

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud på altanen. Små pytter af vand havde samlet sig i det ene hjørne. Bladene på træerne dryppede og skinnede blankt. Og i det fjerne rejste vulkanen Teide sig som et hvidklædt bryst på en baggrund af grå.

”Jeg er bange,” tænkte jeg. ”Jeg er bange for, at hvis jeg først giver slip, så kommer jeg aldrig i gang igen.”

Tanken drænede mig, især fordi jeg havde tænkt den før. Den er min evige følgesvend, når jeg ikke sælger mig selv til en arbejdsgiver og kan indkassere en fast timeløn. Derfor ender jeg altid med at holde mig selv i en kort snor.

Meget kort.

Jeg er faktisk den værste arbejdsgiver, jeg nogensinde har haft. Men vil jeg bytte hende væk? Ikke endnu, i hvert fald.

Måske hjalp opsangen, eller også var det bare tanken, der sugede den sidste energi ud af mig. Under alle omstændigheder fik jeg lov til at gå i seng igen og i det hele taget ikke lave noget, jeg ikke havde lyst til.

Så det gjorde jeg.

I to døgn forlod jeg kun hotellet for at købe vand og proviant. Ikke engang restauranterne gad jeg se. Jeg spiste på værelset, lå i sengen eller sad på altanen, gloede på vulkanen og kværnede den ene fornøjelsesbog efter den anden. Indimellem blev jeg træt, og så tog jeg mig en lur.

Med god samvittighed.

Og sådan kunne det sikkert være fortsat, hvis ikke jeg var vågnet med en ny lyst i går morges. En lyst til at komme videre med min bog.

Jeg skriver med vilje ikke ”skrive,” for det var løgn, da jeg brugte det ord før. Så langt er jeg slet ikke. Jeg kæmper stadig med at få historien til at hænge sammen. Den skal være inspireret af ting, der er sket i virkeligheden, men den må ikke være kedelig eller virke konstrueret, og jeg er heller ikke ude på at hænge nogen ud.

Undervejs har det føltes som et puslespil, der umuligt kunne gå op, men nu begynder der at tegne sig et billede.

Så det er status lige nu.

Skurvognen passer sig selv derhjemme et par dage mere, og jeg sidder her på et hotel på Tenerife. Jeg er midlertidigt på ophold i lobbyen, for det er det eneste sted med en smule wifi, og omkring mig myldrer højrøstede gæster rundt med syngende rullekufferter og stilletter, der klaprer i gulvet.

Men jeg er glad.

Jeg tror på, at mit projekt nok skal lykkes. At jeg kan få puslespillet til at gå op. Om jeg så også kan klare den næste fase, det må tiden vise. Et skridt ad gangen.

Og ellers, så tager jeg da bare herned igen.


PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om den skriveproces, jeg for tiden er i. Indlæggene leveres direkte fra hjertet hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til. Fik du ikke læst de to første indlæg, så kan du læse dem her: Dagbog fra skurvognen (1) og Dagbog fra skurvognen (2).


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


anette-ellegaard-bogforum-2016SES VI PÅ BOGFORUM? Jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg vil samtale med min kollega, Pernille Juhl. om glæder og udfordinger ved forfatterlivet. Vi vil også komme ind på, hvad vi tror, der skal til for at få succes, og hvordan man kan hanke op i sig selv, når troen svigter.

Frem til søndag d. 6. nov. har du på min facebook-side mulighed for at vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg, hvis du skulle have lyst til det (eller måske os begge to? – Du bestemmer!).  Jeg glæder mig til at se dig.


 

Drømmen om forfatterlivet – Dagbog fra skurvognen (2)


I min fantasi har jeg stadig et billede af det rigtige forfatterliv. Jeg kan endda næsten mærke roen i kroppen, høre stilheden bag lyden af fingrene mod tastaturet, fornemme hjertets langsomme puls.

Det er noget med at sidde i en bjælkehytte i en canadisk skov. Noget med at lade blikket vandre hen over en spejlblank sø. Noget med at føle sig i ét med det hele.

Bare være.

I live.

Uden stress.

På mange måder har jeg formået at realisere drømmen. Også selv om jeg ikke sidder i Canada, og selv om bjælkehytten er blevet erstattet af en skurvogn, og søen kun er et fatamorgana.

Men lige meget, hvor meget umage jeg gør mig, så kan jeg altså ikke finde den samme ro som i fantasien. Måske i glimt, men ikke som en varig tilstand.

Det er sådan, at stik imod hvad jeg engang troede, så er det at skrive kun en lille del af drømmen. I hvert fald når den udleves i praksis.

For der er stadig teenagere, der gør uforudsigelige ting, og som skal hentes og bringes og nurses og vejledes. Og der er stadig vasketøj og vinterdæk og vindruer, der hænger og rådner, selv om jeg havde tænkt, at jeg skulle have lavet gelé af dem i år.

Og så er der regninger, der skal betales for penge, som ikke kommer af sig selv.

Og bøgerne skal sælges. Det er ikke nok at skrive dem.

Faktisk er det slet ikke nok bare at skrive. Det er nødt til at være godt, det der kommer ud. Det kræver hårdt arbejde både før og efter skrivefasen. Der skal redigeres og skrives om, men allerførst skal der skrues en ordentlig historie sammen. Én, som andre end den nærmeste familie gider at læse.

Og det er ikke nemt.

Det er sådan set ret svært, skulle jeg hilse og sige.

Ikke desto mindre er det lige præcis det, jeg har brugt den forgangne uge på. Jeg har siddet i skurvognen, jeg har travet rundt i stuen, og jeg har ligget i sengen med en hjerne, der har føltes som kedlen i et damptog.

Når jeg pludselig har set lyset, har jeg kradset det ned på det nærmeste, der kunne kradses på. Paprør fra en tom wc-rulle, gamle kuverter, udtjente notesblokke. Overalt, hvor jeg har færdedes, har jeg spredt et kaos af noter og papirer. Små, krøllede sedler med ”Måske skulle Mikkel hellere …” eller ”Hvad er det, Thomas dækker over?”

Indimellem har jeg lavet alt det andet, der også hører til forfatterlivet: Rettet fejl på hjemmesiden, postet ting og sager på facebook og instagram, skrevet til folkene bag BogForum, at de havde stavet mit navn forkert og holdt telefonmøder med min forfatter-buddy, Pernille.

Jeg har også læst en selvbiografi af en amerikansk whistleblower, en 200 sider lang advokatrapport og en masse gamle Dagens Medicin-artikler.

Det lyder som det fede, frie liv, og det er det også, men alligevel savner jeg lidt mere struktur. Jeg har det bedst, når jeg bare skal skrive. Når jeg har lavet den aftale med mig selv om, at jeg sætter mig foran skærmen klokken ni hver morgen, og så skriver jeg.

Men sådan er det ikke lige nu. Lige nu er jeg i en fase, som kræver, at jeg kan rumme at være i det kreative kaos. At jeg ikke sætter mig ved tasterne for tidligt. At jeg accepterer, at ideerne ikke nødvendigvis kommer til mig mellem klokken 9 og 15.

Jeg behøver ikke at have alt på plads, inden jeg går i gang med at skrive, men jeg skal have mere, end jeg har nu. Ellers ender jeg bare med at skulle bruge dobbelt så lang tid på at skrive det hele om i den anden ende.

Og det gider jeg ikke.

I hvert fald ikke, så længe jeg ikke kan sidde og stirre ud på en canadisk skovsø imens.


PS. Ovenstående er det andet indlæg i en lang serie af blogposter, hvor jeg hver fredag deler mine tanker og oplevelser i forbindelse med den skriveproces, jeg aktuelt befinder mig i. Indlæggene bliver skrevet lige fra hjertet hver fredag eftermiddag, helt ucensureret, helt uden tanke for, om der er nogen, der gider læse dem, eller om de nu falder heldigt ud i søgemaskinernes lotteri. Følg med, hvis du har lyst til at komme med om bag kulissen og få indblik i, hvordan min næste bog bliver til. Læs første indlæg her >>>


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


Sandhedens Magt kommer som ebogI MANDAGS UDKOM Sandhedens Magt 1-3 som ebog på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Serien modtog i 2006 Aschehoughs Børnebogspris (2. præmie), udkom første gang i 2008 og er oversat til svensk. Den har hidtil kun kunnet fås som papirbog og lydbog, men L&R købte fornylig rettighederne til e-bogsudgaven, og nu er de altså klar til udgivelse. Lån ebøgerne via ereolen eller køb dem fx her.


anette-ellegaard-bogforum-2016MØD MIG PÅ BOGFORUM 2016. Søndag d. 13. nov. optræder jeg på Saxoscenen sammen med min kollega, Pernille Juhl. For at fejre det har vi lavet en lille konkurrence, som vi annoncerer på facebook på søndag d. 16. oktober.

Jeg kan allerede nu afsløre, at præmien består af 2 éndags-billetter til BogForum + en kop kaffe og en kage i caféen, hvor du har mulighed for at snakke med én af os eller os begge to (du vælger selv). Så hold øje med min facebook-side, konkurrencen bliver offentliggjort meget snart!


 

« Older posts Newer posts »

© 2017 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑