Anette Ellegaard

FORFATTER & SKRIBENT

Tag: børnebogsforfatter (page 1 of 4)

Forfatter Nicole Boyle Rødtnes om at skrive letlæst (interview)


Nicole Boyle Roedtnes

Nicole Boyle Rødtnes har altid har haft historier i hovedet. Som lille fortalte hun historierne til sin tvillingesøster, når de lå i sengen og skulle skulle sove. Men da Nicole blev 13 år, fik hun sit eget værelse, og så havde hun pludselig ikke længere nogen at fortælle til. I stedet begyndte hun at skrive.

Tak for at være med her, Nicole. Kan du ikke starte lidt med at fortælle om vejen til udgivelsen af din første bog?

Jeg begyndte som sagt at skrive som 13-årig, da jeg fik mit eget værelse og ikke længere havde nogen at fortælle mine historier til. Som 15 årig sendte jeg mit første manuskript ind til et forlag, men det var dog først, da jeg blev 24 år og havde gået på en række skrivekurser samt Forfatterskolen for Børnelitteratur, at jeg fik antaget en bog. Min debutbog udkom i 2010 og er en fantasybog, der hedder ”Dødsbørn”, som er det første bind i serien ”Skeletter i skabet”.

Hvorfor begyndte du at skrive letlæste bøger?

Jeg havde selv enormt svært ved at lære at læse som barn. Og jeg husker med gru, at der kun fandtes kedelige letlæsningsbøger. Siden da er der heldigvis sket rigtig meget, og der er kommet mange fede letlæste titler. Den udvikling ville jeg gerne bidrage til. Derfor udgav jeg i 2013 serien ”Zombie-jæger”. Oprindelig skulle der kun være kommet fire bøger, men serien blev voldsomt populær, og i dag er der 18 bøger i serien og flere på vej. Da jeg begyndte på Zombie-jæger, blev jeg fascineret af det korte format. Jeg tog det som en udfordring at lave en super fed historie uden, at den blev for lang eller for svær at læse. Og siden da har jeg skrevet en lang række letlæste bøger, bl.a. serierne “De skjulte dæmoner” og “Star Girl.”

Hvad kan du særlig godt lide ved at skrive i et let sprog?

For mig kommer det letlæste meget naturligt. Jeg har altid skrevet meget mundtligt. Og derfor er det ikke svært for mig at skrive letlæst. Selvfølgelig skal jeg tænke over, hvilke ord jeg bruger, men jeg synes, det kan være en sjov udfordring at skulle tænke over ordenes længde. Noget, man jo normalt ikke gør så meget.

Hvor mange letlæste bøger har du skrevet?

Indtil nu er det blevet til:

Byg en far, Alvilda, 7-10 år, lix 10

Star Girl 1-3, Alvilda, 8-12-årige, lix 12

Zombie-jæger 1-8, Alvilda, Lix 19, 9-12 år.

Zombie-jæger – den nye verden 1-4, Alvilda, Lix 19, 9-12 år.

Zombie-krigen 1, Alvilda, Lix 19, 9-12 år.

Zombie Lejrskolen 1-2, Alvilda, Lix 19, 9-12 år.

Zombie Zoo (en serie i Zombie-jæger-universet, men som er lettere at læse) Alvilda, Lix 12, 8-12 år.

Har du skrevet andre bøger end letlæsningsbøger? 

Jeg har skrevet en lang række romaner og serier:

Skeletter i skabet 1-4, Facet. Fantasy til de 12-15-årige.

Medaljonen 1-3, Facet, Fantasy til de 9-12-årige.

Elverdans 1-2, Alvilda, fantasy til de 10-12-årige

Elverskud 1-3, Alvilda, fantasy til de 12-16-årige.

Ilttyv 1-3, Alvilda, dystopi til de 13-19-årige

Hul i hovedet, Alvilda, YA-roman

XY, Alvilda, YA-roman

Ar fra mit glemte liv, Alvilda, YA-roman

Udstillet, Alvilda, YA-roman

Genfærd, Alvilda, YA-roman

Bitchen imellem os, Facet, YA-roman

Fanget i flodhestens gab, Alvilda, til de 9-12-årige

Fanget i bjørnens kløer, Alvilda, til de 9-12-årige

Superskurkeskolen 1-4, Alvilda, til de 9-12-årige (skrevet sammen med Ellen Holmboe)

Freakshow 1-4, Alvilda, til de 9-12-årige (skrevet sammen med Ellen Holmboe)

Bussemændenes rekordbog til de 8-12-årige (skrevet sammen med Bjarke Schjødt Larsen)

Hvor finder du inspirationen til dine letlæste bøger henne?

Den kan komme alle mulige steder fra. Fra bøger, jeg læser, film, tv-serier og ting, jeg oplever. Og nogle gange så kommer det bare som et lynnedslag i hjernen, hvor jeg ikke kan sige, hvor det kommer fra. Det opstår bare.

Kan du huske nogle letlæste bøger, som du selv læste som barn?

Jeg kan huske nogle, der hed noget med ”Tut og Tot”, men jeg var ikke fan. Der skete altid det samme, enten var de i skoven eller på stranden eller lign. Jeg synes, de var dræbende kedelige. Jeg kan desværre ikke huske nogle gode letlæste bøger. De har sikkert været der, men jeg fandt dem desværre ikke. Min læseglæde opstod først, da jeg læste serien ”Alanna” af Tamora Pierce og senere Lene Kaaberbøls bøger om Sølvhesten.

Hvem har haft den største betydning for, at du er blevet forfatter?

Jeg skrev i hemmeligt i de første mange år, så i de år må det have været mig selv. Min egen stædighed, hvis man kan tillade sig at sige det. Efter gymnasiet tog jeg på mit første skrivekursus. Det var hos Irene Pedersen på Skriveskolen Hemingway. Og det kursus og Irenes undervisning ændrede alt for mig. Her lærte jeg håndværket. Og jeg er evig taknemmelig for, at jeg fandt det kursus. Jeg var også så heldig, at jeg i forbindelse med det kursus fik Lene Kaaberbøl til at læse en del af min første bog. Lenes feedback var guld værd.

Nævn tre sjove ting om dig selv, som nok vil komme bag på de fleste:

Jeg har en enægget tvillingesøster. Hun er læge, og vi ligner hinanden meget, så nogle gange bliver hun stoppet på gaden, fordi folk tror, hun er mig. Og jeg er også flere gange blevet stoppet på hospitaler af hendes tidligere studiekammerater og kollegaer, som har troet, at jeg var hende.

Som barn var jeg meget dårlig til at stave. Jeg var en af dem, der havde 30 fejl i diktat, og derfor skrev jeg i smug, fordi jeg ikke ville have, at folk grinte af mig og sagde, at jeg aldrig ville kunne blive forfatter.

Jeg har vildt svært ved at huske ansigter, og så har jeg heller ikke nogen stedsans. Så hvis du møder mig, og jeg virker lidt forvirret, så er det muligvis, fordi jeg ikke helt ved, hvor jeg er, eller hvem du er.

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

Min stædighed. Jeg brugte 9 år på at sende bøger ind til forlag og få afslag, men jeg gav ikke op, selvom jeg havde lyst til det mange gange. Og stadig i dag, så hjælper min stædighed mig med at opnå ting, jeg ikke troede, var muligt.

Hvilket karaktertræk er du mest træt af?

At jeg er dårlig til at huske ansigter. Jeg møder rigtig mange fantastiske mennesker, både lærere, bibliotekarer, bogbloggere og læsere. Men jeg har svært ved at huske deres ansigter, når vi skilles, og det er så pinligt, når jeg så møder dem nogle måneder senere til en messe, og ikke kan huske, hvem de er. Hvis jeg kunne ændre en ting ved mig selv, så skulle det helt klart være det.

Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så være?

Jeg er uddannet cand.mag. i dansk, så jeg ville nok bruge min uddannelse og fx arbejde som underviser eller med kommunikation. Men jeg er meget taknemmelig for, at jeg blev forfatter, for det er det fedeste job i verden.

Hvad er det bedste skriveråd, du nogensinde har fået?

Da Lene Kaaberbøl læste min første bog og sagde, at jeg skulle smadre det hele og starte forfra. Hun sagde det, efter jeg pressede hende til at sige sin ærlige mening om bogen, og om hun troede, den ville have en chance hos et forlag. Og jeg er så glad for, at hun svarede mig ærligt. Jeg havde brugt år på at fedte rundt i den bog og skrive om og om og om uden at komme nogen vegne. Men efter Lenes råd, så lagde jeg den fra mig og startede på en helt ny bog. Den bog der senere blev til “Dødsbørn,” min debutbog,

Hvad har været dit livs længste minutter i dit forfatterliv?

Når jeg har en skriveblokering, og jeg bare ikke kan komme videre. Det er den værste følelse i verden.

Hvem er din største helt?

Alle de børn og unge, som kæmper med læsevanskeligheder, men som overvinder sig selv og fortsætter med at læse, selvom det er svært. Jeg ved, hvilken kamp det er, og jeg har en kæmpe respekt for dem.

Hvilken af dine letlæste bøger er du gladest for/mest stolt af?

Jeg er utrolig stolt af ”Zombie-jæger”-serien, fordi jeg får en masse mails fra børn og deres forældre, der fortæller, at den serie har fået dem i gang med at læse. Det er den største ros, man kan få. Derudover har ”Byg en far” en helt særlig plads i mit hjerte, da det var en bog, jeg skrev længe inden, jeg debuterede, men som der skulle gå 9 år før udkom, da den skulle finde sin rigtige form og det rigtige forlag.

Nævn tre letlæste bøger, som du ikke selv har skrevet, men som du gerne vil anbefale:

GHOST-serien af Bjarke Schjødt Larsen til alle, der er vilde med superhelte.

“Søstre på de syv have” af Camilla Wandahl til dem, der gerne vil have letlæst fantasy.

Bøgerne om Filip M. Lund af Ellen Holmboe til dem, der vil have nogle sjove og underfundige bøger om detektiven Fillip.

Har du et motto?

Når jeg underviser forfatterspirer, så plejer jeg at sige, at det ikke nødvendigvis er de dygtigste skribenter, der ender med at blive forfattere. Det er derimod de stædigste. Dem, der nægter at give op.

Kan du sige et par ord om din næste letlæste bog og om, hvornår du forventer, at den kommer?

Min næste letlæste serie hedder ”Død Jord”. Den udkommer til efteråret og er en scifi-historie om nogle børn i en raket på vej til en base på en fremmed planet. Den er lix 7.


Læs mere om Nicole Boyle Rødtnes her:

www.nicoleboyleroedtnes.dk

Facebook: Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter

Instagram: Nicoleboyleroedtnes

Forfatter Lise Bidstrup om at skrive letlæst (interview)


Lise Bidstrup

Lise Bidstrup er én af de mest produktive forfattere, jeg kender. Hun kan skrive hvorsomhelst og nårsomhelst. I 2010 var vi sammen i Costa Rica, og selv om der var larm og mennesker overalt, så satte Lise sig med sin computer i skødet og skrev. Den egenskab har jeg ikke selv, men jeg beundrer den meget, så jeg er rigtig glad for, at Lise sagde ja til at deltage i dette interview og dele ud af sine tanker og erfaringer med at skrive.

Tusind tak for at være med, Lise. Kan du ikke fortælle lidt om, hvor længe du har været forfatter, og hvad der fik dig i gang med at skrive?

Jeg fik min første roman udgivet i 2005, og hvad der helt præcist fik mig i gang, ved jeg ikke. Jeg læste på universitetet og burde have skrevet opgaver, men i stedet kom der fiktion ud af tasterne. Da jeg havde fået antaget den første bog, droppede jeg ud af min uddannelse, fordi jeg bare vidste, at forfatter var det rigtige for mig.

Hvorfor begyndte du at skrive letlæste bøger?

Det var egentlig ikke et valg, jeg som sådan tænkte over. Jeg tror bare, jeg fik en ide til en historie, som passede godt ind i det format. Senere har jeg overvejet det mere, når jeg kaster mig over letlæsning, og nu er det blevet en lyst til at give de nye læsere noget god litteratur at underholde sig med, der driver værket. Men stadig så er det mine ideer, der bestemmer, hvornår noget skal være letlæst eller YA eller voksenbøger.

Hvad kan du særlig godt lide ved at skrive i et let sprog?

Når man skriver bøger, der er på ca. lix 15 og derunder, er det for mig lige som at lægge et puslespil. Det her med at få en god, interessant og spændende historie formuleret i et letlæseligt sprog er faktisk virkelig sjovt og noget af en udfordring. Når man ikke kan lege med svære ord og sætningssammensætninger, så kan det være overraskende svært at få historien til at bibeholde en høj intensitet. Det synes jeg er virkelig interessant.

Hvor mange letlæste bøger har du skrevet? 

Virkelig mange … Den seneste er en serie, der hedder ”Øens Sjæl” som er udkommet på Tellerup. Deres lix er nok på omkring 20. Til sommer udkommer to andre serier fra Tellerup, Sofie-bøgerne og Fodboldholdet. De er på lix 7 & 8, så de er til de helt nyklækkede læsere.

Har du skrevet andre bøger end letlæsningsbøger?

Jeg har skrevet rigtig mange ungdomsbøger og også en håndfuld voksenbøger. Vil ikke nævne dem alle, for det ville blive virkelig kedeligt. De seneste er dog ”Den Sorte Bog om Helte” fra Høst & Søn og ”En som Nora” fra Tellerup.

Hvor finder du inspirationen/idéerne til dine letlæste bøger henne?

Inspiration kan komme alle steder fra. Det kan være noget, mine unger siger. Noget, jeg hører i radioen. Ofte får jeg inspiration fra rejser, hvilket er noget, jeg gør meget. Det er ikke sådan, at jeg henter inspiration fra ét bestemt sted. Det er en gryde, hvor alle de indtryk, jeg samler op hen ad vejen, samles. Her koges nogle af mine oplevelser så ned til en historie, som jeg skriver.

Kan du huske nogle letlæste bøger, som du selv læste som barn?

Ikke direkte letlæsning. De bøger, der står tydeligst, er nok Emil fra Lønneberg, De Fem-bøgerne, og så var jeg også ret vild med Bill & Ben, der er sådan en kliché-agtig cowboyserie.

Hvem har haft den største betydning for, at du er blevet forfatter?

Det må være mine forældre, for det med at bruge fantasien var bestemt noget, der blev meget opmuntret i mit barndomshjem. De har desuden også været støttende helt fra starten, ikke noget med at foreslå, at ”jeg skulle finde mig et rigtigt arbejde”. Min far har i mange mange år været kritisk førstelæser på mine bøger, og han har været sindssyg god til at komme med kritik af den brugbare slags, så han har bestemt hjulpet mig meget med at udvikle mig som forfatter.

Nævn tre sjove ting om dig selv, som nok vil komme bag på de fleste:

Jeg har været sparringspartner for den danske europamester i boksning.

Jeg kan virkelig ikke holde fløjtelyde ud.

Jeg elsker at fotografere og sidder gerne i et par timer og venter på det rigtige motiv.

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

Åbenhed.

Hvilket karaktertræk er du mest træt af?

Utålmodighed.

Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så være?

Pas! Jeg har simpelthen ingen ideer.

Hvad er det bedste skriveråd, du nogensinde har fået?

Skriv! Det lyder måske fladt, men man bliver kun bedre ved at øve sig. Det gælder for skrivning ligesom det gælder for golf eller evnen til at kunne hulmursisolere.

Hvad har været dit livs længste minutter i dit forfatterliv?

Det er virkeligt svært … Jeg synes ikke, jeg har haft lange minutter på den måde, men hvis jeg skulle nævne en ventetid, som var mest uudholdelig, så var det nok ventetiden på at få min første roman antaget.

Hvem er din største helt?

Hmmm … Af klassiske helte ville jeg nok nævne Lara Croft. Hun er damn sej. Virkelighedens helte er nok ikke sådan klichéhelteagtige, det er mere inspirerende mennesker, og her er der mange, men jeg kunne nævne: Nelson Mandela, min mor, Isabell Allende, Marco Polo, Meryl Streep, Anker Jørgensen, Humboldt, Astrid Lindgren … Jeg kunne sagtens nævne flere.

Hvilken af dine letlæste bøger er du mest stolt af?

Det kan jeg simpelthen ikke sige. Normalt er det de sidste nye, så det skifter hele tiden.

Nævn tre letlæste bøger, som du ikke selv har skrevet, men som du gerne vil anbefale:

Lene Adal har skrevet mange gode letlæsningsbøger.

Det har Peter Gotthardt også.

Og så må jeg nævne Taynikmabøgerne, selvom lixen er en smule højere.

Har du et motto?

Nix.

Kan du sige et par ord om din næste letlæste bog og om, hvornår du forventer, at den kommer?

De næste, der kommer er to serier, Sofiebøgerne om pigen Sofie, der bare er sindssygt dygtig til alt, hvad hun kaster sig ud i, og Fodboldholdet, der handler om Benja, der ikke må være med på byens fodboldhold, fordi han er blind på det ene øje. Han starter derfor sit eget hold, hvor alle dem, der ikke er gode nok, kan spille med. Og det viser sig, at der er skjulte evner hos dem, som byens hold har kasseret.


Læs mere om Lise Bidstrup her:

www.lisebidstrup.dk

Følg Lise på facebook

Følg Lise på Instagram


Forfatter Anne Sofie Hammer om at skrive letlæste bøger (interview)


Anne Sofie Hammer og Villads fra Valby

I denne måned fortæller forfatter Anne Sofie Hammer om sine tanker om at skrive letlæst. Anne Sofie Hammer er bl.a. kendt som kvinden bag serien om “Villads fra Valby,” der i 2015 blev filmatiseret og set af mange børn i biografen. Serien om den frække Villads består af en række højtlæsningsbøger, billedbøger og opgavehæfter, men findes faktisk også som letlæsningsbøger.

Dejligt, at du ville være med, Anne Sofie! Sig mig, hvor længe har du været forfatter, og hvad fik dig i gang med at skrive?

Hvornår er man forfatter? plejer jeg at spørge tilbage, når nogen stiller mig det spørgsmål. Min første bog, som var den første bog i serien om “Villads fra Valby”, udkom i 2009. Så hvis det er det, der tæller, så har jeg været forfatter i ni år. Hvis man tæller fra, da man begyndte at skrive historier, så har jeg været forfatter i cirka fyrre år 😉

Hvorfor begyndte du at skrive letlæste bøger?

Jeg synes, det er et sjovt format at arbejde i, og fra mine egne børn kendte jeg problematikken om, at de egentlig ikke gad læse letlæsning, de ville bare gerne i gang med de “rigtige” bøger. Så tænkte jeg, at hvis man nu lavede nogle letlæsningsbøger om en figur, som børnene allerede kendte fra højtlæsningsbøger, så ville man slå to fluer med ét smæk: Det ville være lettere for børnene at læse bøgerne, fordi de allerede kendte karaktererne og miljøet – og de ville opfatte bøgerne mere som “rigtige” bøger ligesom højtlæsningsbøgerne.

Hvad kan du særlig godt lide ved at skrive i et let sprog?

Når man skriver letlæst, er man nødt til at veje hvert eneste ord. – Men det bør man jo altid gøre, når man skriver. Derfor er det at skrive letlæsning enormt lærerigt for en selv som forfatter. Det skærper simpelthen ens sproglige opmærksomhed.

Hvor mange letlæste bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet seks letlæste Villads-historier, som alle er udkommet på Høst & Søn:

  • Villads fra Valby vasker en baby, (lix 8)
  • Villads fra Valby får et brev, (lix 9),
  • Villads fra Valby låner en båd, (lix 10)
  • Villads fra Valby har vikar, (lix 11),
  • Villads fra Valby laver en film, (lix 11)
  • Villads fra Valby bliver bange, (lix 11)

Hvor finder du inspirationen/idéerne til dine letlæste bøger henne?

Jeg finder ikke inspiration på en anden måde, når det er letlæsning, end når det er højtlæsning. Men i perioder arbejder jeg meget med enten det ene eller det andet. Så kan der være nogle ting ved en historie, der gør, at jeg tænker, at den vil egne sig godt til enten det ene eller det andet. I højtlæsningsbøgerne er det f.eks. vigtigt, at der også er noget sjovt til forældrene, for der har man jo i høj grad en dobbelt målgruppe. Og hvis historien handler om en julemand eller om en dinosaurus, så kan det være svært at lave det til en letlæsningshistorie med lav lix, fordi det i sig selv er nogle meget lange ord.

Kan du huske nogle letlæste bøger, som du selv læste som barn?

Nej. For de gode letlæsningsbøger står jo netop ikke tilbage som “letlæsningsbøger”, men bare som gode bøger. Så jeg har faktisk ingen anelse om, om nogle af de gode bøger, jeg læste som barn, havde lav lix. Det havde de jo sikkert. Men jeg læste dem på grund af indholdet.

 

Har du skrevet andre bøger end letlæsningsbøger?

Jeg har jo skrevet en lang række Villads-bøger, som er beregnet til højtlæsning, både billedbøger og “kapitelbøger”. Derudover har jeg skrevet nogle bøger til lidt større børn:

  • Mig og Dylan Walker – eller historien om, hvordan jeg ødelagde mit sidste skoleår
  • Paris Belinda Hansen
  • Vi ses, Pellerøv.

Og så har jeg lige startet en helt ny højtlæsningsserie om en pige, der hedder Magda. Indtil videre er der udkommet to billedbøger: “Hjemme hos mor får jeg altid sushi” og “Far spørger, om du vil tage flødeboller med” og så kapitelbogen “Magda vil selv bestemme.” Til efteråret kommer der endnu en billedbog om Magda: “Må jeg få mit gulvtæppe med hjem til mor?”

Hvem har haft den største betydning for, at du er blevet forfatter?

Det må næsten være de dansklærere, jeg havde i skolen. For det er jo tit der, det første grundlag bliver skabt for, om man kommer til at interessere sig for litteratur i det hele taget. Og det er jo også en af grundene til, at letlæsning er så sindssygt vigtigt. Det er en sluse ind til den litterære verden.

Nævn tre sjove ting om dig selv, som nok vil komme bag på de fleste

Jeg blev vegetar som 13-årig som min egen private protest mod bur-dyr i landbruget. Jeg begyndte først så småt at spise kød igen, da jeg som 25-årig ventede mit første barn og var lidt bange for, at babyen ikke fik de vitaminer, den skulle bruge inde i maven.

Jeg har læst på universitetet i næsten 10 år. Så enten er jeg meget klog – eller også læser jeg bare meget langsomt 😉

Den første bog, der havde mit navn på titelbladet, var faktisk en bog om mobil marketing. Det var nemlig i den branche, jeg slog mine folder, før jeg sprang ud som børnebogsforfatter.

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

Måske min “vippekop-mentalitet”. Jeg er ret god til at vippe op igen, når jeg er nede – uden at spilde alt for meget undervejs.

Hvilket karaktertræk er du mest træt af?

At jeg hænger mig så meget i tidsplaner og forestillinger om, hvordan alting skal foregå. Jeg øver mig i at være lidt bedre til at improvisere, men det er faktisk svært, når man har en fantasi, der altid er løbet i forvejen og har forestillet sig det hele på forhånd.

Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så være?

Marinebiolog.

Hvad er det bedste skriveråd, du nogensinde har fået?

At skrive noget værre lort, bare så man er i gang. Man kan jo altid skrive det om eller kassere 97 %. Og det er meget lettere at skrive om og om og om end at sidde og kæmpe i timevis med at skrive tre perfekte sætninger.

Hvad har været dit livs længste minutter i dit forfatterliv?

Jeg har oplevet mange flere korte minutter end lange, siden jeg blev forfatter. Faktisk synes jeg, de fleste dage flyver afsted.

Hvem er din største helt?

Jeg er slet ikke så pjattet med helte, jeg synes nemt, de bliver virkelig irriterende. Jeg kan meget bedre lide antiheltene og de lidt mærkelige typer. Og dem er der heldigvis masser af i litteraturen.

Hvilken af dine letlæste bøger er du gladest for/mest stolt af?

“Villads fra Valby får et brev.” Jeg kommer til at holde så meget af Villads, når han sidder der oppe i klatretræet og ikke helt vil indrømme, at han ikke kan komme ned.

Men mine læsere kan helt klart bedst lide “Villads fra Valby vasker en baby.” Lortehumor er utroligt godt til målgruppen.

Nævn tre letlæste bøger, som du ikke selv har skrevet, men som du gerne vil anbefale.

Lene Møller Jørgensens “Tre i krig-serie,” som foregår under Anden Verdenskrig.

Emil Blichfeldts “Jonny Nekrotic-serie”. Jeg er selv sådan en, der bliver bange, hvis jeg læser om zombier, så den er egentlig ikke noget for mig – men jeg skal lige love for, at den tager kegler hos målgruppen.

Benni Bødkers “Sarin-serie.” Den har alle mine tre unger været super begejstrede for.

Har du et motto?

Næh. Men hvis jeg lige skulle slynge noget ud, så ville det blive noget i retning af “Mon ikke det går?”

Kan du sige et par ord om din næste letlæste bog og om, hvornår du forventer, at den kommer?

Jeg har flere forskellige bøger på vej, både om Villads fra Valby og om min nye figur, Magda. Men lige for tiden er det alt sammen højtlæsning. Hvad der sker efter det, er svært at spå om.


Læs mere om Anne Sofie Hammer her:

https://www.annesofiehammer.dk

Følg Anne Sofie på facebook

Følg Anne Sofie på Instagram


Older posts

© 2018 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑