Anette Ellegaard

Forfatter og feelgood fan

Tag: forfatterblog (page 1 of 2)

Alle gode gange syv – Dagbog fra skurvognen (7)


Da jeg var barn, fandt min farmor mange sjove ting, som andre mennesker havde smidt ud. Nogle af dem forærede hun til mig, og én af dem var den famøse dagbog, som jeg efterhånden har fortalt om et par steder.

Men hun fandt også engang et eksemplar af Focus. Det har fulgt mig, siden jeg var 12 år og er – indtil internettets overtagelse – blevet flittigt brugt både som opslagsværk, og når jeg kedede mig.

Grunden til, at jeg nævner Focus nu, er, at det ikke bare er en titel på en bog, det er også et godt ord.

Faktisk lige præcis det ord, som jeg har brug for nu.

Syv fredage i træk har jeg nemlig skrevet her på bloggen, og selv om det falder mig nemt og går rimeligt hurtigt, når jeg skal formulere mig ind i en klumme-ramme, så tager det alligevel tid og fokus fra min historie.

Ærgerligt nok, for jeg kan egentlig godt lide at sætte sådan nogle benspænd op for mig selv, hvor jeg lover, at jeg hver dag eller hver uge gør noget bestemt.

Men at skabe en historie med sit eget univers og sine egne, troværdige karakterer kræver altså, at der ikke er for mange benspænd, så derfor har jeg set mig nødsaget til at rydde lidt op i dem.

Serien ”Dagbog fra skurvognen” er én af dem, jeg kan sortere fra.

Yes.

Og undskyld.

Det betyder ikke, at jeg holder op med at skrive på bloggen her, men jeg holder op med at skrive fast hver fredag.

Hvornår jeg skriver næste gang, og hvor tit jeg skriver, vil tiden vise. Skulle du komme til at savne mig, så kan du købe min meget selvbiografiske selvhjælpsbog, Superwoman er en følelse. Den er fyldt med personlige historier fra mit eget liv og masser af refleksioner over dem.

Også om det med at skrive.

Eller du kan gå tilbage i arkiverne og læse nogle af de klummer, jeg skrev sidste år. Mit hidtil mest læste blogindlæg (og nok også det sjoveste) er det første, jeg skrev her på bloggen: ”Mød en verdensmester – mig,” og du kan læse det lige her.

Hvis du er mere interesseret i tandbørster, så har jeg også skrevet om dem (Læs fx De rige svins tandbørster eller Mysteriet om de mange tandbørster), ligesom jeg har fabuleret om hukommelse (eller mangel på samme), om at rejse til Indien, om ikke at kunne sove i Indien og om den dag, jeg var Grauballemanden.

Og hvis du bliver helt ustyrligt læsetrængende, så kan du altid gå ned til det nærmeste antikvariat og købe dig en Focus.

Jeg lover dig, at den er fuld af al mulig viden, som du ikke vidste, at du ikke vidste.

Og ellers så kommer jeg jo nok snart tilbage igen.


 

Da skurvognen fik udsigt til vulkan – Dagbog fra skurvognen (3)


Jeg lå i sengen. Lyttede til regnen, der plaskede mod de keramiske fliser en etage længere nede. Trak vejret i små, snappende bidder.

Hvor tit havde jeg ikke tænkt på at gøre det her? Bestille en sidste-øjebliks-rejse til ingen penge? Være spontan? Bare tage af sted uden på forhånd at vide hvorhen?

Og nu havde jeg gjort det.

Regnen tog til, mens jeg krøllede mig sammen under lagenet. Jeg havde troet, at solen altid skinnede på Tenerife, men der tog jeg fejl.

Jeg havde også troet, at jeg lige nu ville have været meget længere med min bog, men det var endnu en fejl.

Oprindeligt havde planen været, at når jeg rejste væk, skulle det ikke være for at skrive. Jeg trængte til at holde ferie, til at give slip og til at mærke friheden ved ikke hele tiden at skulle noget bestemt.

Men nu var jeg kommet i tvivl.

Måske skulle jeg alligevel skrive?

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud på altanen. Små pytter af vand havde samlet sig i det ene hjørne. Bladene på træerne dryppede og skinnede blankt. Og i det fjerne rejste vulkanen Teide sig som et hvidklædt bryst på en baggrund af grå.

”Jeg er bange,” tænkte jeg. ”Jeg er bange for, at hvis jeg først giver slip, så kommer jeg aldrig i gang igen.”

Tanken drænede mig, især fordi jeg havde tænkt den før. Den er min evige følgesvend, når jeg ikke sælger mig selv til en arbejdsgiver og kan indkassere en fast timeløn. Derfor ender jeg altid med at holde mig selv i en kort snor.

Meget kort.

Jeg er faktisk den værste arbejdsgiver, jeg nogensinde har haft. Men vil jeg bytte hende væk? Ikke endnu, i hvert fald.

Måske hjalp opsangen, eller også var det bare tanken, der sugede den sidste energi ud af mig. Under alle omstændigheder fik jeg lov til at gå i seng igen og i det hele taget ikke lave noget, jeg ikke havde lyst til.

Så det gjorde jeg.

I to døgn forlod jeg kun hotellet for at købe vand og proviant. Ikke engang restauranterne gad jeg se. Jeg spiste på værelset, lå i sengen eller sad på altanen, gloede på vulkanen og kværnede den ene fornøjelsesbog efter den anden. Indimellem blev jeg træt, og så tog jeg mig en lur.

Med god samvittighed.

Og sådan kunne det sikkert være fortsat, hvis ikke jeg var vågnet med en ny lyst i går morges. En lyst til at komme videre med min bog.

Jeg skriver med vilje ikke ”skrive,” for det var løgn, da jeg brugte det ord før. Så langt er jeg slet ikke. Jeg kæmper stadig med at få historien til at hænge sammen. Den skal være inspireret af ting, der er sket i virkeligheden, men den må ikke være kedelig eller virke konstrueret, og jeg er heller ikke ude på at hænge nogen ud.

Undervejs har det føltes som et puslespil, der umuligt kunne gå op, men nu begynder der at tegne sig et billede.

Så det er status lige nu.

Skurvognen passer sig selv derhjemme et par dage mere, og jeg sidder her på et hotel på Tenerife. Jeg er midlertidigt på ophold i lobbyen, for det er det eneste sted med en smule wifi, og omkring mig myldrer højrøstede gæster rundt med syngende rullekufferter og stilletter, der klaprer i gulvet.

Men jeg er glad.

Jeg tror på, at mit projekt nok skal lykkes. At jeg kan få puslespillet til at gå op. Om jeg så også kan klare den næste fase, det må tiden vise. Et skridt ad gangen.

Og ellers, så tager jeg da bare herned igen.


PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om den skriveproces, jeg for tiden er i. Indlæggene leveres direkte fra hjertet hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til. Fik du ikke læst de to første indlæg, så kan du læse dem her: Dagbog fra skurvognen (1) og Dagbog fra skurvognen (2).


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


anette-ellegaard-bogforum-2016SES VI PÅ BOGFORUM? Jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg vil samtale med min kollega, Pernille Juhl. om glæder og udfordinger ved forfatterlivet. Vi vil også komme ind på, hvad vi tror, der skal til for at få succes, og hvordan man kan hanke op i sig selv, når troen svigter.

Frem til søndag d. 6. nov. har du på min facebook-side mulighed for at vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg, hvis du skulle have lyst til det (eller måske os begge to? – Du bestemmer!).  Jeg glæder mig til at se dig.


 

Jeg ryster stadig lidt – Dagbog fra skurvognen (1)


forfatterblog_anette_ellegaardTirsdag formiddag. Klokken er næsten halv elleve, og nu kan jeg ikke trække den længere. Udenfor er bladene blevet brune i kanterne, himlen er grå, og det suser i træerne som et varsel om efterårets snarlige storme.

Med rystende fingre finder jeg kassen frem. Det er hernede alt sammen. Alle de noter, jeg har griflet ned gennem de seneste 7-8 år, alle de sider, jeg har revet ud af Dagens Medicin, Ugeskrift for Læger og engang imellem også Mandens Djøfblad.

Jeg vil skrive en bog, og jeg ved godt, hvad den skal handle om. Men jeg er bange, for jeg ved ikke, om jeg kan. Jo, jeg ved selvfølgelig godt, at jeg kan skrive en bog, det har jeg gjort før, men kan jeg skrive lige præcis den her bog?

Angsten tager til, mens jeg pakker bøgerne og noterne ud af kassen. Det virker helt uoverskueligt. Hvor skal jeg begynde, og hvor skal jeg ende? Hvor meget skal jeg vide, før jeg kan gå i gang?

Det bliver helt galt, da jeg opdager, at jeg med tiden har kreeret to forskellige hovedpersoner. Hver sin type med hvert sit plot. Det er den samme, og så er de alligevel forskellige. Inden jeg går videre, er jeg nødt til at tage en beslutning: Hvad er det for en historie, jeg vil fortælle?

Det svimler for mine øjne, da jeg går ud af skurvognen og gennem haven. Jeg er sikker på, at jeg denne gang har taget munden for fuld. Hvordan kunne jeg også tro, at jeg kunne skrive noget, der var så kompliceret? Noget, der krævede research? Noget, der var for voksne? Noget, der ligger langt fra nogen anden genre, jeg har skrevet før?

Jeg samler et æble op fra jorden og kaster det, så langt jeg kan. Det lander ovre ved bålpladsen, mindre end tyve meter fra der, hvor jeg står. Langskydning har aldrig været min stærke side. Heller ikke det.

Inde i huset finder jeg min mobiltelefon frem og ringer til min bedste ven. Jeg er ikke sikker på, at han tager den. Det er jo formiddag, og han er formentlig travlt optaget af sit arbejde og har ikke tid til at snakke.

Men der tager jeg fejl. Han vil gerne lytte, og han synes ikke, jeg er sindssyg.

”Hende der, nummer to,” siger han mellem to bidder af et knasende brød. ”Hende skal du gå med. Hun lyder rigtig interessant.”

Og så pludselig finder jeg fodfæste. Svimmelheden aftager. Selvfølgelig er det hende, der er min hovedperson. Hvordan kunne jeg overhovedet være i tvivl?

Jeg styrter tilbage til skurvognen. Nu går det stærkt. Selv om jeg stadig ryster på hænderne, så ved jeg, hvad vej jeg skal gå. Jeg har fundet hjørnet af en historie, og jeg har fundet modet til at grave resten af den frem.

De næste dage er det det eneste, jeg laver. Jeg læser mine noter og udklip, jeg graver i min hjerne, og jeg kommer i gang med at skrive en slags synopsis på computeren.

Nu, i dag, hvor det er fredag, suser det påny i træerne udenfor. Bladenes kanter er blevet endnu mere brune, men jeg har skrevet fem sider. Det er ikke en bog, det er bare en masse ord om alt det, jeg gerne vil skrive om, hvad karaktererne hedder, hvad det er, de vil, og hvad der forhindrer dem i at opnå det. Der er stadig langt igen, stadig alt for mange huller i den usynlige verden, jeg er i gang med at skabe ud af ingenting, men jeg er kommet i gang.

Og i næste uge ved jeg, hvad jeg skal. Der er bøger, jeg skal have læst eller genlæst, og der er mennesker, jeg skal have snakket med. Rigtige, levende mennesker. Sådan nogle, der kender den verden, jeg vil skrive om, indefra.


PS. Ovenstående er den første i en lang serie af blogindlæg, hvor jeg hver fredag deler mine tanker og oplevelser i forbindelse med den skriveproces, jeg aktuelt befinder mig i. Indlæggene bliver skrevet lige fra hjertet hver fredag eftermiddag, helt ucensureret, helt uden tanke for, om der er nogen, der gider læse dem, eller om de nu falder heldigt ud i søgemaskinernes lotteri. Følg med, hvis du har lyst til at komme med bag kulissen og få indblik i, hvordan min næste bog bliver til.


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


Sandhedens Magt kommer som ebogPÅ MANDAG UDKOMMER Sandhedens Magt 1-3 som ebog på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Serien modtog i 2006 Aschehoughs Børnebogspris (2. præmie), udkom første gang i 2008 og er oversat til svensk. Den har hidtil kun kunnet fås som papirbog og lydbog, men L&R købte fornylig rettighederne til e-bogsudgaven, og nu er de altså klar til udgivelse. Lån ebøgerne via ereolen eller køb dem fx her.


anette-ellegaard-bogforum-2016MØD MIG PÅ BOGFORUM 2016. Søndag d. 13. nov. optræder jeg på Saxoscenen sammen med min kollega, Pernille Juhl. For at fejre det har vi lavet en lille konkurrence, som vi annoncerer på facebook på søndag d. 16. oktober.

Jeg kan allerede nu afsløre, at præmien består af 2 éndags-billetter til BogForum + en kop kaffe og en kage i caféen, hvor du har mulighed for at snakke med én af os eller os begge to (du vælger selv). Så hold øje med min facebook-side, konkurrencen bliver offentliggjort meget snart!


 

Older posts

© 2017 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑