Anette Ellegaard

F O R F A T T E R

Tag: sjov blog (page 2 of 5)

5 bedste feelgood blogs


anette_ellegaard_sjov_blog

I denne måned har jeg håndplukket de fem bedste feelgood-blogs på den danske scene til dig.

Okay, det lød måske liiige flot nok …

Sandheden er, at jeg ikke læser så mange blogs selv. Jeg er ret kræsen, når det kommer til den slags. Men jeg har fem blogs, jeg følger. Det gør jeg, fordi de er sjove og personlige og gør mig til et gladere menneske.

Her afslører jeg, hvem det er, og hvor jeg kender bloggeren fra (hvis jeg altså kender hende).

*

PS. Som sædvanligt vil jeg blive ellevild som en elver, hvis DU OGSÅ deltager i legen og fortæller mig, hvilke blogs du synes er feelgood-blogs. Du kan bruge kommentarfeltet herunder ☺ .

PPS. Hvis du godt kan lide lister, så kast også et blik på 10 bedste feelgood film og 10 bedste feelgood bøger.


Her er de så: Mine 5 bedste feelgood-blogs fuldstændig tilfældig rækkefølge:

Marens Blog

behøver vist ingen videre præsentation. Bloggen er kendt og elsket af de fleste, inklusive undertegnede. Udover, at jeg følger Maren via bloglovin’, så har jeg også hendes kalender på mit skrivebord (se foto øverst). Som jeg skrev på facebook i forbindelse med, at jeg anmeldte Marens bog her, kender jeg hende ikke personligt, men jeg har set hende til et foredrag på Østerbro Bibliotek, og hun var nøjagtig lige så fantastisk live, som hun er på skrift.

 *

Ordgylle fra Outlaw

skrives af Maia Lindstrøm Sejersen, som jeg vist nok blev facebookven med engang for længe siden, fordi hun havde læst min bog, Superwoman er en følelse. Vi har aldrig mødtes i virkeligheden, men jeg opdagede Maia’s blog på facebook, og blev hooked med det samme. Maia skriver, så det sprøjter ud af skærmen med selvironisk satire i et sprog, der er så velkomponeret, at jeg bare sidder og labber det i mig.

 *

Herlige Hverdage

kender jeg, fordi jeg kender Susanne Vestergaard og har gjort det siden guderne-må-vide-hvornår. Vi mødtes gennem foreningen Forældre&Fødsel, hvis blad Susanne har været redaktør for i en halv menneskealder. Susanne har ni børn, og Herlige Hverdage er Susannes blog om livet i en storfamilie. Det er autentisk og ærligt, råt og hyggeligt, og med billeder af vasketøj på snor og kaniner i baghaven. Jeg elsker at følge Susannes skriverier.

 *

Stinestregen

er ifølge Stine selv en ”slags tegnet dagbog.”  Og den beskrivelse rammer meget godt, samtidig med, at det aldrig bliver uvedkommende, men altid prikker til universelle, genkendelige temaer omkring det at være menneske. Selve stregen er enkel, men mere detaljeret end Marens. Jeg ved ikke lige, hvad det er, men jeg synes, der er noget rørende både over tegningerne og historierne. Den blogpost, jeg holder allermest af, er denne her: Stinestregen – den dag jeg fortalte hele internettet …

 *

Rokokkoposten

– Okay, undskyld. Jeg ved det godt. Jeg skrev, at blogs’ene var personlige. Det er denne her jo ikke ligefrem … Men altså, den bare måtte med. Det her, det er humor og intelligent underholdning, når det er bedst. Fiktive nyheder, der på satirisk vis spidder samfundets paradokser og politikernes dobbeltmoral. What’s not to like?


Nu er det din tur. Hvilke blogs følger du?

Den dag jeg var Grauballemanden


Grauballemanden(Collage af: 1. Foto fra Silkeborg Museum, 2. Et dødssygt billede af mig, som Manden har taget i 2013, og som jeg har klippet lidt i)

I går var én af de dage. En af dem, hvor man ville ønske, at livet var en teaterforestilling, og man lige kunne ringe til sin stand-in og sige: ”Hey, du. Jeg snupper sgu en fridag.”

Det var ikke, fordi der skete noget særligt. Faktisk var det nok lige præcis det, der var problemet. At der ikke skete noget. At det var mig, den var gal med.

Huset flød, men ikke mere end normalt, og alligevel føltes det uoverstigeligt. Jeg havde bly i arme og ben, og jeg både tudede, når nogen sagde noget til mig, og når de ikke gjorde. Selv mine tanker var uden for pædagogisk rækkevidde, og der var pludselig ikke den ting, jeg ikke skammede mig over.

På mange måder var alt, som det plejede, bortset fra den lille detalje, at jeg havde mistet overblikket over mit liv, troen på mit eget værd og evnen til at holde mig vågen. Jeg var blevet en bil uden tændingsnøgle. Alting var der – der manglede bare den del, der skulle lave gnisten.

Om morgenen tog jeg ud at løbe, kom i bad og fik endda fortæret tre rundenommer med roastbeef og remoulade. Men da klokken blev 13, gik jeg i seng igen. Det var meningen, at jeg bare lige ville tage mig en powernap. Sådan en superlur, som de reklamerer for i damebladene, og hvor man vågner op og er mere frisk end en dugvåd havørn.

Men da vækkeuret efter 50 minutter ringede, sov jeg tungere end Grauballemanden. Heldigvis lykkedes det mig på et tidspunkt at ramme snoozeknappen, og sådan fortsatte jeg i guderne-må-vide-hvor-lang-tid, indtil jeg opgav og bare slukkede.

Da jeg endelig vågnede, lå jeg først længe og plagede mig selv med skyldfølelser over ikke at have præsteret en skid hele dagen. Bagefter gik jeg i gang med at lede efter en forklaring på min tilstand: PMS, overbelastning, for lidt motion, for lidt dagslys, for lidt søvn, for lidt frisk luft … Fortsæt selv listen. Det endte med, at jeg fik bildt mig selv ind, at det var det med søvnen, der var årsagen. Det gjorde, at jeg med god samvittighed kunne lægge mig ned og tage en lur til.

Solen var stået op påny, og fuglene pippede, da jeg vågnede efter min anden lur. Til at begynde med turde jeg næsten ikke røre mig. Tænk nu, hvis der stadig var bly i armene. Jeg vippede lidt med lillefingeren. Den virkede. Jeg prøvede storetåen. Den virkede også.

Og så kan det da ellers nok være, at jeg fik mere travlt end en etbenet til ballondans med at få ringet til min stand-in.

”Hallo,” sagde jeg.
”Hallo,” svarede hun.
”Er du min stand-in?”
”Øh, ja.”
”Du skal ikke komme i dag.”
”Okay.”
”Faktisk vil jeg gerne opsige vores aftale. Jeg er sgu alligevel lidt for glad for at være med i denne her forestilling.”

 

Mysteriet om de mange tandbørster


sjov_blog_anetteellegaard

Alle med børn kender Sokkemonsteret. Det uhyre, der er årsagen til, at man efter hver eneste tøjvask sidder tilbage med 27 strømper, der ikke passer sammen. Lige meget, hvor umage man har gjort sig med at matche dem.

Det er også det samme uhyre, der sørger for, at selv om man gemmer sokkerne til ugen efter og ugen efter igen, ja, faktisk helt til året efter, så dukker den anden halvdel aldrig op. Bjerget af uens sokker vokser bare, indtil der til sidst er nok til, at man kan sy sig en marokkopude og bruge strømperne som fyld.

Nå, men egentlig var det slet ikke strømper, jeg ville skrive om, men tandbørster. For det med Sokkemonsteret har jeg for længst accepteret og i takt med, at de ældste er flyttet hjemmefra, er problemet naturligt nok blevet mindre.

Desuden har jeg også været så skarpsindig at uddelegere ansvaret for sokkematchingen til teenagedatteren under påskud af, at det er vigtigt, at hun bruger den højre hjernehalvdel. Den har jo som bekendt med former og farver at gøre, og på den måde er jeg sluppet for at få flere grå hår af dét uløselige regnestykke, samtidig med at jeg føler mig som en god mor.

Nej, det der i disse dage virkelig går mig på, er Tandbørstemonsteret. Det uhyre, der modsat Sokkemonsteret ikke forstyrrer husfreden ved at fjerne genstande, men ved at tilføre nogen. I dette tilfælde selvfølgelig tandbørster.

Rent logisk burde vi her i huset, hvor vi nu er helt nede på en bestand af fire, kun have fire tandbørster i tandbørstekruset, ikke?

Jeg kan se, at du nikker, og jeg er enig med dig. Men ved du hvad? Sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg har lige været ude at tælle, og der er ti.

10 tandbørster, sagde hunden.

TI!!!

Og det er ikke nogen, der er samlet sammen gennem år. Nej, med jævne mellemrum kalder jeg familien til hobe og beder dem melde kulør og indrømme, hvem der ejer hvilken børste. Der bliver altid peget på fire, hvorefter resten ryger i skraldespanden, og så burde det problem være løst.

Skulle man tro.

Sagen er, at der max går to måneder, så står der ti igen. Og de seks af dem vil ingen kendes ved. Heller ikke i vennekredsen eller den udvidede familie.

Så nu er det, at jeg er nødt til at spørge, om jeg er den eneste, der har undret sig over dette mysterium, eller om der er andre derude, der har oplevet det samme?

Jeg vil også gerne vide, om jeg er paranoid, når jeg mistænker Tandbørsteindustrien for at stå bag? Nogen må jo betale for de mange børster, og jeg ser det lige så tydeligt for mig: Tandbørstefabriksaktionærerne, der sidder bag deres maghoniskriveborde med store cigarer i munden og et lille, snildt whiskeyglas i hånden, mens de gnækker højlydt over det stigende salg.

(Og hvis du tilfældigvis står og mangler din tandbørste, så tjek lige fotoet øverst her på siden. Der er en vis sandsynlighed for, at den står her hos mig.)

Jeg håber på en overvældende respons. Ja, og også på nogle kreative forslag til en løsning, for dette her er godt nok ved at give mig mange grå hår.

Næsten lige så mange, som Sokkemonsteret engang gjorde.

Older posts Newer posts

© 2021 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑