Anette Ellegaard

I min fantasi har jeg stadig et billede af det rigtige forfatterliv. Jeg kan endda næsten mærke roen i kroppen, høre stilheden bag lyden af fingrene mod tastaturet, fornemme hjertets langsomme puls.

Det er noget med at sidde i en bjælkehytte i en canadisk skov. Noget med at lade blikket vandre hen over en spejlblank sø. Noget med at føle sig i ét med det hele.

Bare være.

I live.

Uden stress.

På mange måder har jeg formået at realisere drømmen. Også selv om jeg ikke sidder i Canada, og selv om bjælkehytten er blevet erstattet af en skurvogn, og søen kun er et fatamorgana.

Men lige meget, hvor meget umage jeg gør mig, så kan jeg altså ikke finde den samme ro som i fantasien. Måske i glimt, men ikke som en varig tilstand.

Det er sådan, at stik imod hvad jeg engang troede, så er det at skrive kun en lille del af drømmen. I hvert fald når den udleves i praksis.

For der er stadig teenagere, der gør uforudsigelige ting, og som skal hentes og bringes og nurses og vejledes. Og der er stadig vasketøj og vinterdæk og vindruer, der hænger og rådner, selv om jeg havde tænkt, at jeg skulle have lavet gelé af dem i år.

Og så er der regninger, der skal betales for penge, som ikke kommer af sig selv.

Og bøgerne skal sælges. Det er ikke nok at skrive dem.

Faktisk er det slet ikke nok bare at skrive. Det er nødt til at være godt, det der kommer ud. Det kræver hårdt arbejde både før og efter skrivefasen. Der skal redigeres og skrives om, men allerførst skal der skrues en ordentlig historie sammen. Én, som andre end den nærmeste familie gider at læse.

Og det er ikke nemt.

Det er sådan set ret svært, skulle jeg hilse og sige.

Ikke desto mindre er det lige præcis det, jeg har brugt den forgangne uge på. Jeg har siddet i skurvognen, jeg har travet rundt i stuen, og jeg har ligget i sengen med en hjerne, der har føltes som kedlen i et damptog.

Når jeg pludselig har set lyset, har jeg kradset det ned på det nærmeste, der kunne kradses på. Paprør fra en tom wc-rulle, gamle kuverter, udtjente notesblokke. Overalt, hvor jeg har færdedes, har jeg spredt et kaos af noter og papirer. Små, krøllede sedler med ”Måske skulle Mikkel hellere …” eller ”Hvad er det, Thomas dækker over?”

Indimellem har jeg lavet alt det andet, der også hører til forfatterlivet: Rettet fejl på hjemmesiden, postet ting og sager på facebook og instagram, skrevet til folkene bag BogForum, at de havde stavet mit navn forkert og holdt telefonmøder med min forfatter-buddy, Pernille.

Jeg har også læst en selvbiografi af en amerikansk whistleblower, en 200 sider lang advokatrapport og en masse gamle Dagens Medicin-artikler.

Det lyder som det fede, frie liv, og det er det også, men alligevel savner jeg lidt mere struktur. Jeg har det bedst, når jeg bare skal skrive. Når jeg har lavet den aftale med mig selv om, at jeg sætter mig foran skærmen klokken ni hver morgen, og så skriver jeg.

Men sådan er det ikke lige nu. Lige nu er jeg i en fase, som kræver, at jeg kan rumme at være i det kreative kaos. At jeg ikke sætter mig ved tasterne for tidligt. At jeg accepterer, at ideerne ikke nødvendigvis kommer til mig mellem klokken 9 og 15.

Jeg behøver ikke at have alt på plads, inden jeg går i gang med at skrive, men jeg skal have mere, end jeg har nu. Ellers ender jeg bare med at skulle bruge dobbelt så lang tid på at skrive det hele om i den anden ende.

Og det gider jeg ikke.

I hvert fald ikke, så længe jeg ikke kan sidde og stirre ud på en canadisk skovsø imens.

PS. Ovenstående er det andet indlæg i en lang serie af blogposter, hvor jeg hver fredag deler mine tanker og oplevelser i forbindelse med den skriveproces, jeg aktuelt befinder mig i. Indlæggene bliver skrevet lige fra hjertet hver fredag eftermiddag, helt ucensureret, helt uden tanke for, om der er nogen, der gider læse dem, eller om de nu falder heldigt ud i søgemaskinernes lotteri. Følg med, hvis du har lyst til at komme med om bag kulissen og få indblik i, hvordan min næste bog bliver til. Læs første indlæg her >>>

✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿

I MANDAGS UDKOM Sandhedens Magt 1-3 som ebog på forlaget Lindhardt & Ringhof.

Serien modtog i 2006 Aschehoughs Børnebogspris (2. præmie), udkom første gang i 2008 og er oversat til svensk. Den har hidtil kun kunnet fås som papirbog og lydbog, men L&R købte fornylig rettighederne til e-bogsudgaven, og nu er de altså klar til udgivelse. Lån ebøgerne via ereolen eller køb dem fx her.

MØD MIG PÅ BOGFORUM 2016. Søndag d. 13. nov. optræder jeg på Saxoscenen sammen med min kollega, Pernille Juhl. For at fejre det har vi lavet en lille konkurrence, som vi annoncerer på facebook på søndag d. 16. oktober.

Jeg kan allerede nu afsløre, at præmien består af 2 éndags-billetter til BogForum + en kop kaffe og en kage i caféen, hvor du har mulighed for at snakke med én af os eller os begge to (du vælger selv). Så hold øje med min facebook-side, konkurrencen bliver offentliggjort meget snart!