Så er sommeren officielt forbi. September er årets første efterårsmåned, og jeg er tilbage på min pind.
I løbet af sådan en lang sommer kan man nå lidt af hvert. Man kan fx tage toget til Nyborg, cykle ned til Svendborg og hjule Langeland rundt. På vej tilbage over broen til Fyn kan man holde en pause og smile bredt til fotografen, så ingen bagefter kan huske, at man var døden nær af at skulle cykle i stiv modvind.
Man kan også blive grebet af en mærkelig dille, der på engelsk hedder ”regrow your food,” men som på dansk – “regro din mad” – mest lyder som noget, der er mug på, eller bare noget man kan få galt i halsen. Ikke desto mindre har jeg forsøgt mig. Se fx det røde spidskål, jeg satte i vand i skålen her:
Jeg skal måske lige tilføje, at det faktisk ikke gik så godt med det. Efter, at der var kommet rødder, fordampede vandet, og så tørrede de ud. Men bagefter havde jeg held med et andet rødt spidskål, som stod i et højt caffelatte-glas, og som jeg nu kun skal have taget mig sammen til at plante ud.
Så håber jeg bare, at det ikke går på samme måde som med de (grønne) spidskål, jeg såede i foråret, og som jeg har og passet og plejet hele sommeren. Da jeg her i august løftede fiberdugen, var der nemlig nogen, som var kommet mig i forkøbet.
I det hele taget har jeg haft alt for mange ubudne gæster i år. Hver aften, når klokken blev elleve, har jeg bogstaveligt talt måttet tage handskerne på og rende rundt i haven med pandelampe i håret, mens jeg samlede dræbersnegle ind.
Det eneste formildende ved dét, var, at jeg så så åndssvag ud, at jeg næsten ikke havde dårlig samvittighed, når jeg gav dem dræberblikket sammen med en ordentlig skefuld salt.
Behandlingen forvandlede dem til noget, der ikke rigtig kan forbindes med feelgood, så jeg vil undlade at bringe et billede af det. I stedet vil jeg fortælle, at da det alligevel til sidst blev for meget for mig, kørte jeg til Midtsjælland og hentede disse fire, fine fyre her:
Jeg har nemlig læst, at moskusænder elsker snegle, så de skal hjælpe mig i kampen. Desværre har det vist sig, at det først sker, når de bliver voksne, og det er der altså lige et par måneder til. Så indtil videre har jeg sådan set bare påført mig selv et ekstra arbejde. For sådan nogle ællinger skider. Meget endda. Som i Mega-Meget. Men det skal jeg nok lade være med at vise et billede af også.
I stedet vil jeg slutte af med en lille video af et mini-vandfald, som jeg byggede i sommers. Det er i egentlig bare en murerbalje fra Silvan, en solcellepumpe til 200 kroner fra Harald Nyborg og en akvarieslange til 24 kroner (og så nogle sten, selvfølgelig), men det er den vildeste luksus for mig.
Når jeg ikke har rendt rundt efter ællinger eller snegle, så har jeg siddet dér, lige ved siden af vandet, og lyttet til den beroligende rislen. Det tog kun mig én dag at lave det, inklusive et tilhørende stenbed, men det er det bedste, jeg har gjort for mig selv i meget lang tid.
Jeg håber, at du også har haft en dejlig sommer (med eller uden snegle) og glæder mig til at tage tråden på bloggen her op igen og til at levere mange flere indlæg i de kommende måneder.
Vi høres ved!
Kh
Anette
