Alle med børn kender Sokkemonsteret. Det uhyre, der er årsagen til, at man efter hver eneste tøjvask sidder tilbage med 27 strømper, der ikke passer sammen. Lige meget, hvor umage man har gjort sig med at matche dem.
Det er også det samme uhyre, der sørger for, at selv om man gemmer sokkerne til ugen efter og ugen efter igen, ja, faktisk helt til året efter, så dukker den anden halvdel aldrig op. Bjerget af uens sokker vokser bare, indtil der til sidst er nok til, at man kan sy sig en marokkopude og bruge strømperne som fyld.
Nå, men egentlig var det slet ikke strømper, jeg ville skrive om, men tandbørster. For det med Sokkemonsteret har jeg for længst accepteret og i takt med, at de ældste er flyttet hjemmefra, er problemet naturligt nok blevet mindre.
Desuden har jeg også været så skarpsindig at uddelegere ansvaret for sokkematchingen til teenagedatteren under påskud af, at det er vigtigt, at hun bruger den højre hjernehalvdel. Den har jo som bekendt med former og farver at gøre, og på den måde er jeg sluppet for at få flere grå hår af dét uløselige regnestykke, samtidig med at jeg føler mig som en god mor.
Nej, det der i disse dage virkelig går mig på, er Tandbørstemonsteret. Det uhyre, der modsat Sokkemonsteret ikke forstyrrer husfreden ved at fjerne genstande, men ved at tilføre nogen. I dette tilfælde selvfølgelig tandbørster.
Rent logisk burde vi her i huset, hvor vi nu er helt nede på en bestand af fire, kun have fire tandbørster i tandbørstekruset, ikke?
Jeg kan se, at du nikker, og jeg er enig med dig. Men ved du hvad? Sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg har lige været ude at tælle, og der er ti.
10 tandbørster, sagde hunden.
TI!!!
Og det er ikke nogen, der er samlet sammen gennem år. Nej, med jævne mellemrum kalder jeg familien til hobe og beder dem melde kulør og indrømme, hvem der ejer hvilken børste. Der bliver altid peget på fire, hvorefter resten ryger i skraldespanden, og så burde det problem være løst.
Skulle man tro.
Sagen er, at der max går to måneder, så står der ti igen. Og de seks af dem vil ingen kendes ved. Heller ikke i vennekredsen eller den udvidede familie.
Så nu er det, at jeg er nødt til at spørge, om jeg er den eneste, der har undret sig over dette mysterium, eller om der er andre derude, der har oplevet det samme?
Jeg vil også gerne vide, om jeg er paranoid, når jeg mistænker Tandbørsteindustrien for at stå bag? Nogen må jo betale for de mange børster, og jeg ser det lige så tydeligt for mig: Tandbørstefabriksaktionærerne, der sidder bag deres maghoniskriveborde med store cigarer i munden og et lille, snildt whiskeyglas i hånden, mens de gnækker højlydt over det stigende salg.
(Og hvis du tilfældigvis står og mangler din tandbørste, så tjek lige fotoet øverst her på siden. Der er en vis sandsynlighed for, at den står her hos mig.)
Jeg håber på en overvældende respons. Ja, og også på nogle kreative forslag til en løsning, for dette her er godt nok ved at give mig mange grå hår.
Næsten lige så mange, som Sokkemonsteret engang gjorde.
