Jeg lå i sengen. Lyttede til regnen, der plaskede mod de keramiske fliser en etage længere nede. Trak vejret i små, snappende bidder.
Hvor tit havde jeg ikke tænkt på at gøre det her? Bestille en sidste-øjebliks-rejse til ingen penge? Være spontan? Bare tage af sted uden på forhånd at vide hvorhen?
Og nu havde jeg gjort det.
Regnen tog til, mens jeg krøllede mig sammen under lagenet. Jeg havde troet, at solen altid skinnede på Tenerife, men der tog jeg fejl.
Jeg havde også troet, at jeg lige nu ville have været meget længere med min bog, men det var endnu en fejl.
Oprindeligt havde planen været, at når jeg rejste væk, skulle det ikke være for at skrive. Jeg trængte til at holde ferie, til at give slip og til at mærke friheden ved ikke hele tiden at skulle noget bestemt.
Men nu var jeg kommet i tvivl.
Måske skulle jeg alligevel skrive?
Jeg rejste mig fra sengen og gik ud på altanen. Små pytter af vand havde samlet sig i det ene hjørne. Bladene på træerne dryppede og skinnede blankt. Og i det fjerne rejste vulkanen Teide sig som et hvidklædt bryst på en baggrund af grå.
”Jeg er bange,” tænkte jeg. ”Jeg er bange for, at hvis jeg først giver slip, så kommer jeg aldrig i gang igen.”
Tanken drænede mig, især fordi jeg havde tænkt den før. Den er min evige følgesvend, når jeg ikke sælger mig selv til en arbejdsgiver og kan indkassere en fast timeløn. Derfor ender jeg altid med at holde mig selv i en kort snor.
Meget kort.
Jeg er faktisk den værste arbejdsgiver, jeg nogensinde har haft. Men vil jeg bytte hende væk? Ikke endnu, i hvert fald.
Måske hjalp opsangen, eller også var det bare tanken, der sugede den sidste energi ud af mig. Under alle omstændigheder fik jeg lov til at gå i seng igen og i det hele taget ikke lave noget, jeg ikke havde lyst til.
Så det gjorde jeg.
I to døgn forlod jeg kun hotellet for at købe vand og proviant. Ikke engang restauranterne gad jeg se. Jeg spiste på værelset, lå i sengen eller sad på altanen, gloede på vulkanen og kværnede den ene fornøjelsesbog efter den anden. Indimellem blev jeg træt, og så tog jeg mig en lur.
Med god samvittighed.
Og sådan kunne det sikkert være fortsat, hvis ikke jeg var vågnet med en ny lyst i går morges. En lyst til at komme videre med min bog.
Jeg skriver med vilje ikke ”skrive,” for det var løgn, da jeg brugte det ord før. Så langt er jeg slet ikke. Jeg kæmper stadig med at få historien til at hænge sammen. Den skal være inspireret af ting, der er sket i virkeligheden, men den må ikke være kedelig eller virke konstrueret, og jeg er heller ikke ude på at hænge nogen ud.
Undervejs har det føltes som et puslespil, der umuligt kunne gå op, men nu begynder der at tegne sig et billede.
Så det er status lige nu.
Skurvognen passer sig selv derhjemme et par dage mere, og jeg sidder her på et hotel på Tenerife. Jeg er midlertidigt på ophold i lobbyen, for det er det eneste sted med en smule wifi, og omkring mig myldrer højrøstede gæster rundt med syngende rullekufferter og stilletter, der klaprer i gulvet.
Men jeg er glad.
Jeg tror på, at mit projekt nok skal lykkes. At jeg kan få puslespillet til at gå op. Om jeg så også kan klare den næste fase, det må tiden vise. Et skridt ad gangen.
Og ellers, så tager jeg da bare herned igen.
PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om den skriveproces, jeg for tiden er i. Indlæggene leveres direkte fra hjertet hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til. Fik du ikke læst de to første indlæg, så kan du læse dem her: Dagbog fra skurvognen (1) og Dagbog fra skurvognen (2).
✿ – ✿ – ✿ SIDSTE NYT ✿ – ✿ – ✿
SES VI PÅ BOGFORUM? Jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg vil samtale med min kollega, Pernille Juhl. om glæder og udfordinger ved forfatterlivet. Vi vil også komme ind på, hvad vi tror, der skal til for at få succes, og hvordan man kan hanke op i sig selv, når troen svigter.
Frem til søndag d. 6. nov. har du på min facebook-side mulighed for at vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg, hvis du skulle have lyst til det (eller måske os begge to? – Du bestemmer!). Jeg glæder mig til at se dig.
