Da journalist Malin Westerlund kontaktede mig og spurgte, om jeg ville medvirke i en artikel om Empty Nest syndromet, sagde jeg straks ja. Det gjorde jeg, fordi det stadig er tabubelagt og forbundet med skam at stå frem og sige, at man er gået i sort, fordi ens børn er flyttet hjemmefra.
Det kom som et chok for mig, at jeg reagerede så voldsomt, som jeg gjorde, da min yngste søn flyttede hjemmefra. Jeg har altid grinet ad midaldrende kvinder, der sørgede, når børnene flyttede. Get a life, har jeg tænkt.
For selv om jeg har været mor med stort M, har jeg også haft mit eget liv. Jeg har haft masser af mål og ambitioner, som intet har haft med mine børn at gøre og aldrig følt, at min identitet udelukkende var bundet op på at være mor.
Derfor troede jeg ikke, at en sorg som Empty Nest kunne ramme mig.
Men det kunne den. Big Time endda.
Det fortæller jeg om i artiklen i Søndag.
En artikel, der siden hen er lagt online på femina.dk og kan læses her
