Dybt nede i Rigets kælder … Dagbog fra skurvognen (5)


”Hvis du lukker øjnene og ligger helt stille, så sprøjter jeg stoffet ind i din arm nu.”

Jeg var ikke med, da Manden i begyndelsen af 90’erne deltog i et forsøg med noget ny migræne-medicin, men han har fortalt så levende om det, at jeg den dag i dag lige så tydeligt kan se ham for mit indre øje.

Han lå på en briks i et skummelt kælderrum under Rigshospitalet, og selv om det lyder som noget, der er løgn, så er det ikke. Over alt på hans krop sad der blodtryksmanchetter. De sad på armene, på benene, på fingrene, ja, selv på storetæerne, og hvert halve minut blev de automatisk pustet op og gav Manden en følelse af at være klemt inde i en Michelinmand.

På brystet havde han elektroder, der registrerede hjerterytmen, og på hovedet sad der endnu flere til at måle hans hjernebølger. Forsøget varede i 12 timer, og i al den tid skulle han ligge musestille på briksen.

”Det summer i min krop, og jeg har ondt i hovedet,” sagde han, da han kom hjem. ”Det er nok noget af det mest ubehagelige, jeg har nogensinde har oplevet.”

Alligevel tog han afsted næste gang.

For vi manglede pengene.

Dengang blev der hver uge i de medicinstuderendes blad, MOK, indrykket annoncer med alt muligt. Og det altid var dem, jeg læste først. For nogle gange var vi så heldige, at der var forskere, som efterlyste forsøgspersoner. ”Unge, raske mænd mellem 18 og 30 år,” stod der altid. Og så gjaldt det om at være hurtig, for der var rift om pladserne.

Det var dengang, man ikke fik ekstra SU, når man havde børn. Så som to studerende med små børn var vi selvfølgelig på udkig efter nemme måder at tjene penge på.

Og migrænepille-forsøget, virkede da som en nem løsning. Ikke bare fik man 150 kroner i timen. Man fik dem også sort.

Jeg kan huske, at Mandens mor ikke var glad. Hun prøvede faktisk at tale ham fra det. Hun brød sig ikke om det, sagde hun. Slap nu af, svarede vi og grinede. Lad være med at være hysterisk.

Hysterisk, sikke et ord.

Og så er det alligevel nok også det ord, der bedst kan beskrive, hvordan jeg selv reagerede for et par år siden.

Mildest talt.

For under sit studieophold i Kina skrev min næstældste søn pludselig til mig og fortalte, at han havde meldt sig til et medicinsk forsøg. Det skulle foregå på Universitetshospitalet i Beijing, og han skulle bl.a. have lavet en MR-scanning af sin hjerne.

”Jeg får, hvad der svarer til 100 kroner for det,” skrev han. ”Men jeg gør de ikke for pengenes skyld. Jeg gør det, fordi man får et billede af sin hjerne med hjem bagefter.”

Puha.

Lige dér kunne jeg altså godt have ønsket mig, at æblerne var faldet lidt længere fra stammen.

Nå, men sønnen overlevede og trives fint i dag, så nu spørger du nok, hvad alt det her snak dog har med mit skriveri at gøre?

Og så er det, at jeg må i gang med at forklare, at det hele handler om at Pernille, min gode forfatter-kollega, forleden spurgte mig om, hvorfor jeg dog ikke bare går i gang med at skrive?

Hvorfor er det, at jeg bruger så lang tid på at researche?

Og jeg forstod godt, at hun spurgte.

Jeg har jo masser af erfaringer og viden. Jeg har fx dem, jeg lige har fortalt dig herover. Jeg har også læst medicin og lært om præklinisk testning, Fase 1-, 2- og 3- forsøg, og om at alle forsøg i Danmark skal godkendes af Videnskabsetisk Komité.

Faktisk har jeg sågar selv engang fået godkendt en ansøgning af Videnskabsetisk Komité. Ikke fordi jeg ville lave et forsøg, men fordi jeg skulle have lov til at læse alle sundhedsplejens journaler fra en bestemt årgang (jeg havde en formodning om, at hjemmefødte børn i forhold til hospitalsfødte tabte sig mindre den første uge efter fødslen – det viste sig at holde stik).

Nå, men jeg har også arbejdet på hospitalsafdelinger, hvor man har testet ny medicin, jeg har deltaget i møder og på konferencer arrangeret af medicinalindustrien, jeg har taget imod kuglepenne og notesblokke med små reklamer på, og jeg kender folk, der enten har eller stadig arbejder i medicinalbranchen.

Alligevel ved jeg ikke nok.

Jeg må stadig samle oplysninger ind.

Og indtil jeg er klar til at sætte mig ved tasterne, så vil jeg glæde mig over, at Mandens summen i kroppen og ondt i hovedet heldigvis forsvandt igen.

Hav en skøn weekend!

PS. Forsøget med migræne-medicinen i øvrigt blev afbrudt, da Manden havde været med tre gange. Der var for mange uheldige bivirkninger, sagde de.

PPS. Pillerne på fotoet øverst er helt uskadelige Magnesium-Citrat-tabletter, som jeg tager forebyggende mod migræne. Og jo, jeg synes, det virker.

PPPS. Husk, du kan møde mig på søndag på BogForum, hvor jeg er på Saxo-scenen kl. 12-12.30. Bagefter står jeg nok lige ved siden af den, og så er du mere end velkommen til at komme hen og sige hej.


UPS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om forfatterlivet og den skriveproces, jeg for tiden er i. Ordene sprøjtes ucensureret ud i højt tempo hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til.


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


SES VI PÅ BOGFORUM? Husk, jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg sammen med min kollega, Pernille Juhl vil fortælle om, hvordan vi samarbejder trods det, at vi skriver i meget forskellige genrer. Vi vil også snakke om glæden og udfordingerne ved forfatterlivet og meget andet.