Året er 2001. Jeg sidder til en koncert og har ikke bare fået en god plads, men er også så heldig, at jeg er blevet placeret lige ved siden af én, jeg kender.
Jeg ryster hånd, og hun ryster på hovedet, men jeg insisterer på, at vi har mødt hinanden før. Ja, faktisk er jeg helt sikker på, at vi måske ligefrem har været venner engang. Det vil hun ikke vide af, men jeg bliver ved med at antaste hende, indtil Manden diskret hiver mig til side og hvisker mig ind i øret. Det er vores kulturminister.
Nå, men heldigvis er én gang jo ingen gang, det er først ved to, at man kan kalde det en dårlig vane. Så jeg kaster skammen af mig og lever lykkeligt i nogle år, indtil jeg bliver inviteret til en bogreception. Dér står selveste Mandens storebrors gamle ven, som jeg ikke har set i årevis. Jeg styrer direkte henimod ham. ”Hej Jesper,” siger jeg og forventer et kram i retur.
Men nej. Jesper vil ikke kramme. Han vil ikke engang hedde Jesper. Jeg prøver ihærdigt at overbevise ham, men han påstår hårdnakket, at han hedder Lars. Jeg prøver igen. ”Efternavnet er Bukdahl,” brummer han. Der går et par sekunder, så fiser den ind. Jeg har fornærmet dansk litteraturs store anmelderkonge og har akut behov for en usynlighedskappe.
Nu er det så, at der gerne skulle komme en pointe her. Eller en happy ending. Det ved jeg ikke, om der gør. Jeg ved bare, at jeg forestiller mig, at jeg må være uofficiel verdensmester i pinligheder. Manden siger, det ikke passer, men statistisk set har han kun ret 50% af tiden, så det er vel ikke helt urealistisk, at det for en gangs skyld er mig.
Fuldmoden kvinde og selvudnævnt verdensmester. I nogen tid har jeg grublet over, hvad jeg skal bruge min nye titel til, og undervejs har mine tanker strejfet Mimi Jakobsen. Ikke fordi hun har en flot frisure, eller fordi jeg har lagt mærke til hendes dametaske, men fordi hun engang blev spurgt om, hvornår hun sidst havde sagt noget dumt. ”Sikkert for et øjeblik siden,” svarede hun. ”Men mit liv er for kort til, at jeg gider huske på det.”
Det var mere end almindeligt begavet sagt, synes jeg, og en god strategi. Men et verdensmesterskab forpligter, og derfor har jeg tænkt mig at tage den et niveau højere op. I stedet for bare at stoppe pinlighederne ned i glemmekassen, så kunne man jo også projicere dem op på det store lærred, skamride dem og udnytte dem til at hylde det storslåede i at være menneske. For findes der noget mere menneskeligt end at fejle? Det tror jeg ikke. Jeg har i hvert fald endnu til gode at møde en computer, der viser mig et billede af kulturministeren, når jeg googler ordet ”ven.”
Så indrømmet, jeg er ikke en computer. Jeg er ikke engang en robot. Jeg er et menneske af kød og blod, og dette her er min første blogpost på en blog, der lover at sprede noget feelgood. Jeg håber, at jeg fra tid til anden vil fejle, så jeg bliver ved med at bevise, at jeg er menneske, og så jeg fortsat har noget at skrive om.
Og jo, for resten. Jeg tror måske også, at der er en lille happy ending på den ene historie. Jeg havde godt nok ikke nogen usynlighedskappe med til bogreceptionen, men jeg havde gudskelov to ben, og de kunne løbe stærkt. Så stærkt, at jeg løb lige ind i armene på forfatterne Trisse Gejl og Camilla Stockmarr. Mit vinglas skvulpede over og gjorde dem begge to våde, men efter noget roderi med nogle servietter, gik vi udenfor og delte en pose Piratos.
Og det var der, i parken på Frederiksberg, at det gik op for mig, at skaden sikkert slet ikke var så slem. For solen skinnede, fuglene pippede, lakridserne smagte stærkt, jeg var i godt selskab, og hvis jeg skal være helt ærlig, så kommer jeg alligevel nok aldrig til at skrive noget, som Lars Bukdahl gider anmelde.