Husker du, sÄ glemmer jeg


anette_ellegaard_forfatter_skurvogn

F@rste gang jeg h@rte ordet klÊbehjerne var i 4. klasse. Det var min dansklÊrer, der sagde det til mig. At jeg havde det. Siden dengang har det vÊret min sutteklud. NÄr alt andet i mit liv er crashet, har jeg pattet l@s pÄ den, for selv om jeg mÄske hverken duede til det ene eller det andet, sÄ kunne jeg da i hvert fald huske. Troede jeg.

Det viser sig nu at vÊre en sandhed med modifikationer. If@lge Manden lider jeg af det, der kaldes selektiv hukommelse. Det siger han i alle fald, nÄr vi skÊndes. Lige dér synes jeg mÄske ogsÄ, at det er meget praktisk. SÄdan, at jeg helt uden at kunne g@re for det fx ikke kan huske, at det var mig, der startede skÊnderiet.

Men det er altsĂ„ knap sĂ„ smart, nĂ„r jeg efter 3 1/2 Ă„r stadig ikke ved hvilken slags benzin, bilen k@rer pĂ„. Bare fordi min hjerne har valgt, at det ikke er umagen vĂŠrd at huske. Og det bliver rigtig slemt, nĂ„r jeg skal kalde pĂ„ datterens gymnasiekĂŠreste og er n@dt til at rĂ„be: ”Datters KĂŠreste, der er mad nu!” Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg kun har kendt ham i ni mĂ„neder. Der mĂ„ vel vĂŠre grĂŠnser for, hvor hurtigt tingene trĂŠnger ind i en gammel, slidt hjerne.

Det samme kan jeg sÄ ikke sige om mine egne b@rn. For udover, at vi har vÊret sÄ letsindige at fÄ fire af dem og dermed ogsÄ have fire navne at huske pÄ, sÄ har vi givet to af dem navne, der begynder med samme forbogstav. Og det er altsÄ helt umuligt. Dér har bÄde Manden og jeg opgivet at ramme plet hver gang.

Til gengÊld er det kommet lidt bag pÄ mig, at det ogsÄ gÊlder mine h@ns. PÄ Facebook var der en dag én, der roste et billede af dem og spurgte, hvilken race det var, og normalt kan jeg godt svare pÄ den slags. Ja, jeg betragter egentlig mig selv som lidt af en h@nseekspert. Men lige den aften kunne jeg pludselig ikke huske, hvad den stribede h@ne er for én. Jeg skrev tilbage, at jeg ville svare, nÄr jeg kom i tanker om det. Det er halvanden mÄned siden nu. Jeg hÄber ikke, at hun stadig sidder og stirrer pÄ skÊrmen.

NÄ, men én ting er alle de problemer, man fÄr pÄf@rt andre, noget andet er, at det ogsÄ gÄr ud over én selv. For foruden mit hukommelsesproblem har jeg nemlig ogsÄ et problem med at dele, og de to i kombi er ikke noget, jeg kan anbefale. Jeg praler sjÊldent med mit dele-issue, men den er altsÄ god nok. Jeg vil helst ikke dele. I hvert fald ikke, nÄr det handler om chokolade.

Derfor gemmer jeg det ogsÄ, nÄr jeg har noget. For det meste inde mellem mine bluser i klÊdeskabet eller under madrassen, men nogle gange bliver jeg ekstra nerv@s, og sÄ gÄr jeg et sikkerhedsniveau op. Det betyder, at jeg nu gemmer det pÄ meget bizarre steder. SÄ bizarre, at jeg ikke selv kan finde det, nÄr der pludselig opstÄr et akut behov.

Det er i sÄdanne situationer, at familien overvejer at emigrere til Timbuktu og glemme at tage mig med. Eller i det mindste at binde mine arme sammen med gaffa-tape, mens huset stadig stÄr. Nogle gange truer de mig endda med at sÊtte str@m til mit hoved, sÄ harddisken derinde kan blive nulstillet.

Nej, okay. Sp@g til side. Jeg ved faktisk ikke, hvad min familie overvejer. Som regel sidder de bare fuldstÊndigt som forstenede, mens jeg pisker rundt og rÄber pÄ chokolade. Men jeg forestiller mig, at det er sÄdan noget, de tÊnker pÄ. Og hvis jeg skal vÊre helt Êrlig, sÄ hÄber jeg det ogsÄ lidt. I hvert fald det der med str@mmen og med at fÄ nulstillet hjernen.

For sÄ ville jeg mÄske kunne komme i tanker om, hvor den forbandede Þ-tast sad.