Anette Ellegaard

F O R F A T T E R

Category: Dagbog fra skurvognen (page 1 of 3)

Alle gode gange syv – Dagbog fra skurvognen (7)


Da jeg var barn, fandt min farmor mange sjove ting, som andre mennesker havde smidt ud. Nogle af dem forærede hun til mig, og én af dem var den famøse dagbog, som jeg efterhånden har fortalt om et par steder.

Men hun fandt også engang et eksemplar af Focus. Det har fulgt mig, siden jeg var 12 år og er – indtil internettets overtagelse – blevet flittigt brugt både som opslagsværk, og når jeg kedede mig.

Grunden til, at jeg nævner Focus nu, er, at det ikke bare er en titel på en bog, det er også et godt ord.

Faktisk lige præcis det ord, som jeg har brug for nu.

Syv fredage i træk har jeg nemlig skrevet her på bloggen, og selv om det falder mig nemt og går rimeligt hurtigt, når jeg skal formulere mig ind i en klumme-ramme, så tager det alligevel tid og fokus fra min historie.

Ærgerligt nok, for jeg kan egentlig godt lide at sætte sådan nogle benspænd op for mig selv, hvor jeg lover, at jeg hver dag eller hver uge gør noget bestemt.

Men at skabe en historie med sit eget univers og sine egne, troværdige karakterer kræver altså, at der ikke er for mange benspænd, så derfor har jeg set mig nødsaget til at rydde lidt op i dem.

Serien ”Dagbog fra skurvognen” er én af dem, jeg kan sortere fra.

Yes.

Og undskyld.

Det betyder ikke, at jeg holder op med at skrive på bloggen her, men jeg holder op med at skrive fast hver fredag.

Hvornår jeg skriver næste gang, og hvor tit jeg skriver, vil tiden vise. Skulle du komme til at savne mig, så kan du købe min meget selvbiografiske selvhjælpsbog, Superwoman er en følelse. Den er fyldt med personlige historier fra mit eget liv og masser af refleksioner over dem.

Også om det med at skrive.

Eller du kan gå tilbage i arkiverne og læse nogle af de klummer, jeg skrev sidste år. Mit hidtil mest læste blogindlæg (og nok også det sjoveste) er det første, jeg skrev her på bloggen: ”Mød en verdensmester – mig,” og du kan læse det lige her.

Hvis du er mere interesseret i tandbørster, så har jeg også skrevet om dem (Læs fx De rige svins tandbørster eller Mysteriet om de mange tandbørster), ligesom jeg har fabuleret om hukommelse (eller mangel på samme), om at rejse til Indien, om ikke at kunne sove i Indien og om den dag, jeg var Grauballemanden.

Og hvis du bliver helt ustyrligt læsetrængende, så kan du altid gå ned til det nærmeste antikvariat og købe dig en Focus.

Jeg lover dig, at den er fuld af al mulig viden, som du ikke vidste, at du ikke vidste.

Og ellers så kommer jeg jo nok snart tilbage igen.


 

Mr. X og mig – Dagbog fra skurvognen (6)


Sidste fredag, inden jeg skrev blogindlægget om det medicinske forsøg, havde jeg sådan en morgen, hvor jeg gik rundt om den varme grød.

Normalt er jeg ellers meget disciplineret og sidder i min skurvogn, når klokken er ni, men denne morgen kunne jeg ikke.

Dagen før var jeg nemlig for alvor gået i gang med at plotte min kommende bog. Jeg havde skrevet en masse scener på gule post-its og plastret mit whiteboard til i et forsøg på at få overblik.

Og det var dér, da jeg skulle sætte sedlerne i ordentlig rækkefølge, at det gik op for mig, at jeg stadig manglede en helt basal viden.

Jeg vil helst ikke afsløre for meget lige nu, men det handler om noget med at forstå, hvordan en stor virksomhed er organiseret, hvem der refererer til hvem, og hvordan man håndterer krisesituationer.

Man skulle tro, at den slags viden kunne googles, men det har jeg fundet ud af, at den ikke kan. Så derfor var der ingen vej udenom sidste fredag:

Jeg var nødt til at bruge en livline.

Nu kunne jeg jo ikke bare ringe til hvem som helst, og det behøvede jeg heller ikke. Faktisk var jeg så heldig, at jeg ugen forinden helt tilfældigt var løbet ind i en direktør fra netop sådan en virksomhed, som jeg gerne ville i kontakt med.

Én, der sad helt oppe i toppen af hierakiet, og som havde sagt ja til at hjælpe mig.

Så det var egentlig en smal sag at gribe telefonen, men alligevel tog det mig et par timer at få samlet mod nok til det. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg plejer ikke at være bange for autoriteter eller at tøve med at handle, men måske var det der med, at jeg skulle bede nogen om hjælp. Det der med at stjæle nogens tid.

Nå, det positive var, at jeg både fik tømt opvaskemaskinen og ryddet op, løftet et par vægte og lavet tredive squats, inden jeg besluttede mig for, at det selvfølgelig måtte være bedst at sende en sms.

”Hej Mr. X,” skrev jeg. ”Tusind tak for at sige ja til, at jeg måtte kontakte dig i forbindelse med mit aktuelle bogprojekt. Jeg er nu så langt, at jeg står med nogle helt konkrete spørgsmål, som ikke kan googles. Jeg vil derfor høre dig, om der er et tidspunkt i dag eller i næste uge, hvor det passer dig, at jeg ringer? Rigtigt mange venlige hilsener og god weekend.”

Og så gik jeg ud i skurvognen og lavede et par squats mere.

Jeg var lige kommet ud af badet, da Mr. X svarede (han hedder selvfølgelig ikke Mr. X i virkeligheden, men det gør han her). Han ville gerne tale med mig, og det kunne blive kl. 15.30, når han sad i sin bil.

Jeg blev så glad, at jeg sprang en halv meter op i luften, inden jeg fik sagt ja. Og i samme sekund kom jeg i tanker om, at jeg på det tidspunkt selv ville befinde mig i min egen bil på vej til et møde.

Men hvor tit er det lige, at man får en chance som denne her? Nej, vel? Så sådan blev det.

Kl. 15.36 lidt uden for Gundsømagle ringede telefonen. Jeg drejede ind på en rasteplads, hev min notesblok op af tasken og gik i gang med at spørge. Næsten. For jeg havde glemt den detalje, at mikrofonen på min telefon er gået i stykker, så jeg var nødt til at sætte headsættet i og ringe op igen, og det var heller ikke helt nemt, for skærmen er nemlig også smadret.

Nå, men til sidst lykkedes det, og mens ruderne i bilen duggede til, sad jeg på rastepladsen og interviewede den venlige Mr. X, der beredvilligt svarede på alt, hvad jeg spurgte om. Selv da jeg kom til ét af de mere kulørte spørgsmål, var han klar med et svar:

”Ja, det er rigtigt, at man som ansat hos os har nogle ekstraordinære goder som fx lækker kantine, gratis fitness-træning osv. Men det er jo ikke det, der holder, når det bliver mandag. Det er ikke derfor, man går glad på arbejde.”

”Det forstår jeg.”

”Men når det er sagt, så glemte du altså at nævne firmabil og gratis iPhone.”

Knap halvanden time senere tændte jeg for varmeblæseren og satte foden på speederen. Mørket var faldet på, ruderne var mælkehvide af dug, og blæseren kørte for fuld tryk, men jeg følte mig mærkeligt opstemt.

Mr. X og jeg havde snakket som to gamle kolleger, og han han havde været så god, at han ikke bare havde gjort mig meget klogere, han havde faktisk også givet mig lyst til at søge job hos ham.

”Ups,” tænkte jeg. ”Det var jo ikke det, jeg skulle. Jeg skulle skrive. Jeg har en historie, jeg vil fortælle. Én, jeg har gået med i årevis. Én, der gerne vil ud.”

Så jeg fortsatte min køretur til Roskilde, og jeg fortsatte mit liv, som det var planlagt. I weekenden tog jeg til BogForum, minglede og sad lidt på en scene foran et publikum og snakkede med min forfatter-kollega, Pernille. Og i dagene derefter skrev jeg et blogindlæg om stress-symptomer til min anden hjemmeside, postede lidt ting på facebook og sendte et nyhedsbrev.

Men mest af alt brugte jeg tid på min historie. Jeg grublede og skriblede og producerede gule post-its til min whiteboard, og det er jeg glad for.

For selvfølgelig skal jeg ikke ud at arbejde i en virksomhed. Det er slet ikke mig. Jeg er forfatter, jeg skal skrive, og jeg har brug for roen herhjemme. Jeg elsker mit liv, jeg elsker min computer, jeg elsker de skøre karakterer i mit hoved, jeg elsker mine historier.

Men engang imellem – bare af og til – så skæver jeg over til det knuste glas på telefonen ved siden af mig, og så løfter jeg hovedet, ser hen over skærmen og stirrer ud på skoven i det fjerne.

For det kunne sgu altså være ret fedt med en ny iPhone.


 

Dybt nede i Rigets kælder … Dagbog fra skurvognen (5)


”Hvis du lukker øjnene og ligger helt stille, så sprøjter jeg stoffet ind i din arm nu.”

Jeg var ikke med, da Manden i begyndelsen af 90’erne deltog i et forsøg med noget ny migræne-medicin, men han har fortalt så levende om det, at jeg den dag i dag lige så tydeligt kan se ham for mit indre øje.

Han lå på en briks i et skummelt kælderrum under Rigshospitalet, og selv om det lyder som noget, der er løgn, så er det ikke. Over alt på hans krop sad der blodtryksmanchetter. De sad på armene, på benene, på fingrene, ja, selv på storetæerne, og hvert halve minut blev de automatisk pustet op og gav Manden en følelse af at være klemt inde i en Michelinmand.

På brystet havde han elektroder, der registrerede hjerterytmen, og på hovedet sad der endnu flere til at måle hans hjernebølger. Forsøget varede i 12 timer, og i al den tid skulle han ligge musestille på briksen.

”Det summer i min krop, og jeg har ondt i hovedet,” sagde han, da han kom hjem. ”Det er nok noget af det mest ubehagelige, jeg har nogensinde har oplevet.”

Alligevel tog han afsted næste gang.

For vi manglede pengene.

Dengang blev der hver uge i de medicinstuderendes blad, MOK, indrykket annoncer med alt muligt. Og det altid var dem, jeg læste først. For nogle gange var vi så heldige, at der var forskere, som efterlyste forsøgspersoner. ”Unge, raske mænd mellem 18 og 30 år,” stod der altid. Og så gjaldt det om at være hurtig, for der var rift om pladserne.

Det var dengang, man ikke fik ekstra SU, når man havde børn. Så som to studerende med små børn var vi selvfølgelig på udkig efter nemme måder at tjene penge på.

Og migrænepille-forsøget, virkede da som en nem løsning. Ikke bare fik man 150 kroner i timen. Man fik dem også sort.

Jeg kan huske, at Mandens mor ikke var glad. Hun prøvede faktisk at tale ham fra det. Hun brød sig ikke om det, sagde hun. Slap nu af, svarede vi og grinede. Lad være med at være hysterisk.

Hysterisk, sikke et ord.

Og så er det alligevel nok også det ord, der bedst kan beskrive, hvordan jeg selv reagerede for et par år siden.

Mildest talt.

For under sit studieophold i Kina skrev min næstældste søn pludselig til mig og fortalte, at han havde meldt sig til et medicinsk forsøg. Det skulle foregå på Universitetshospitalet i Beijing, og han skulle bl.a. have lavet en MR-scanning af sin hjerne.

”Jeg får, hvad der svarer til 100 kroner for det,” skrev han. ”Men jeg gør de ikke for pengenes skyld. Jeg gør det, fordi man får et billede af sin hjerne med hjem bagefter.”

Puha.

Lige dér kunne jeg altså godt have ønsket mig, at æblerne var faldet lidt længere fra stammen.

Nå, men sønnen overlevede og trives fint i dag, så nu spørger du nok, hvad alt det her snak dog har med mit skriveri at gøre?

Og så er det, at jeg må i gang med at forklare, at det hele handler om at Pernille, min gode forfatter-kollega, forleden spurgte mig om, hvorfor jeg dog ikke bare går i gang med at skrive?

Hvorfor er det, at jeg bruger så lang tid på at researche?

Og jeg forstod godt, at hun spurgte.

Jeg har jo masser af erfaringer og viden. Jeg har fx dem, jeg lige har fortalt dig herover. Jeg har også læst medicin og lært om præklinisk testning, Fase 1-, 2- og 3- forsøg, og om at alle forsøg i Danmark skal godkendes af Videnskabsetisk Komité.

Faktisk har jeg sågar selv engang fået godkendt en ansøgning af Videnskabsetisk Komité. Ikke fordi jeg ville lave et forsøg, men fordi jeg skulle have lov til at læse alle sundhedsplejens journaler fra en bestemt årgang (jeg havde en formodning om, at hjemmefødte børn i forhold til hospitalsfødte tabte sig mindre den første uge efter fødslen – det viste sig at holde stik).

Nå, men jeg har også arbejdet på hospitalsafdelinger, hvor man har testet ny medicin, jeg har deltaget i møder og på konferencer arrangeret af medicinalindustrien, jeg har taget imod kuglepenne og notesblokke med små reklamer på, og jeg kender folk, der enten har eller stadig arbejder i medicinalbranchen.

Alligevel ved jeg ikke nok.

Jeg må stadig samle oplysninger ind.

Og indtil jeg er klar til at sætte mig ved tasterne, så vil jeg glæde mig over, at Mandens summen i kroppen og ondt i hovedet heldigvis forsvandt igen.

Hav en skøn weekend!

PS. Forsøget med migræne-medicinen i øvrigt blev afbrudt, da Manden havde været med tre gange. Der var for mange uheldige bivirkninger, sagde de.

PPS. Pillerne på fotoet øverst er helt uskadelige Magnesium-Citrat-tabletter, som jeg tager forebyggende mod migræne. Og jo, jeg synes, det virker.

PPPS. Husk, du kan møde mig på søndag på BogForum, hvor jeg er på Saxo-scenen kl. 12-12.30. Bagefter står jeg nok lige ved siden af den, og så er du mere end velkommen til at komme hen og sige hej.


UPS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om forfatterlivet og den skriveproces, jeg for tiden er i. Ordene sprøjtes ucensureret ud i højt tempo hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til.


✿ – ✿ – ✿   SIDSTE NYT   ✿ – ✿ – ✿


SES VI PÅ BOGFORUM? Husk, jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg sammen med min kollega, Pernille Juhl vil fortælle om, hvordan vi samarbejder trods det, at vi skriver i meget forskellige genrer. Vi vil også snakke om glæden og udfordingerne ved forfatterlivet og meget andet.


 

Older posts

© 2023 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑