(Collage af: 1. Foto fra Silkeborg Museum, 2. Et dødssygt billede af mig, som Manden har taget i 2013, og som jeg har klippet lidt i)
I går var én af de dage. En af dem, hvor man ville ønske, at livet var en teaterforestilling, og man lige kunne ringe til sin stand-in og sige: ”Hey, du. Jeg snupper sgu en fridag.”
Det var ikke, fordi der skete noget særligt. Faktisk var det nok lige præcis det, der var problemet. At der ikke skete noget. At det var mig, den var gal med.
Huset flød, men ikke mere end normalt, og alligevel føltes det uoverstigeligt. Jeg havde bly i arme og ben, og jeg både tudede, når nogen sagde noget til mig, og når de ikke gjorde. Selv mine tanker var uden for pædagogisk rækkevidde, og der var pludselig ikke den ting, jeg ikke skammede mig over.
På mange måder var alt, som det plejede, bortset fra den lille detalje, at jeg havde mistet overblikket over mit liv, troen på mit eget værd og evnen til at holde mig vågen. Jeg var blevet en bil uden tændingsnøgle. Alting var der – der manglede bare den del, der skulle lave gnisten.
Om morgenen tog jeg ud at løbe, kom i bad og fik endda fortæret tre rundenommer med roastbeef og remoulade. Men da klokken blev 13, gik jeg i seng igen. Det var meningen, at jeg bare lige ville tage mig en powernap. Sådan en superlur, som de reklamerer for i damebladene, og hvor man vågner op og er mere frisk end en dugvåd havørn.
Men da vækkeuret efter 50 minutter ringede, sov jeg tungere end Grauballemanden. Heldigvis lykkedes det mig på et tidspunkt at ramme snoozeknappen, og sådan fortsatte jeg i guderne-må-vide-hvor-lang-tid, indtil jeg opgav og bare slukkede.
Da jeg endelig vågnede, lå jeg først længe og plagede mig selv med skyldfølelser over ikke at have præsteret en skid hele dagen. Bagefter gik jeg i gang med at lede efter en forklaring på min tilstand: PMS, overbelastning, for lidt motion, for lidt dagslys, for lidt søvn, for lidt frisk luft … Fortsæt selv listen. Det endte med, at jeg fik bildt mig selv ind, at det var det med søvnen, der var årsagen. Det gjorde, at jeg med god samvittighed kunne lægge mig ned og tage en lur til.
Solen var stået op påny, og fuglene pippede, da jeg vågnede efter min anden lur. Til at begynde med turde jeg næsten ikke røre mig. Tænk nu, hvis der stadig var bly i armene. Jeg vippede lidt med lillefingeren. Den virkede. Jeg prøvede storetåen. Den virkede også.
Og så kan det da ellers nok være, at jeg fik mere travlt end en etbenet til ballondans med at få ringet til min stand-in.
”Hallo,” sagde jeg.
”Hallo,” svarede hun.
”Er du min stand-in?”
”Øh, ja.”
”Du skal ikke komme i dag.”
”Okay.”
”Faktisk vil jeg gerne opsige vores aftale. Jeg er sgu alligevel lidt for glad for at være med i denne her forestilling.”