For et par måneder siden blev jeg ringet op af en journalist. Jeg var lige gået ud i haven for at fodre høns og stod foran hønsegården med en spand med gamle madrester i den ene hånd og telefonen i den anden.
”Jeg vil høre, om du kunne være interesseret i et interview?”
Journalisten fortalte mig, at hun havde læst en artikel om mig i Frederiksborg Amts Avis. I den havde der stået noget om, at jeg havde haft en barsk barndom, men at jeg nu var kommet ud på den anden side.
”Det er jo en god historie,” sluttede hun. ”Med et positivt budskab. Den vil jeg gerne fortælle.”
Vi snakkede lidt frem og tilbage, mens jeg åbnede lågen ind til hønsegården og hældte spandens indhold ud på jorden. Det spændte i skulderen, og min hånd var begyndt at sove, så jeg opgav at hente æg og satte mig i stedet på bænken ved husmuren.
”Ikke noget med grå eller hvid, og sort og beige duer heller ikke.”
Det var tøjet, hun nu talte om. Når hun kom hjem til mig, ville hun tage en fotograf med, og så skulle jeg helst være farvestrålende klædt, for det ville se bedst ud på billederne.
”Og det er vigtigt, at du så åbent og ærligt som muligt fortæller om din barndom.”
Jeg nikkede og lyttede til flere af hendes ord, mens jeg lod blikket vandre rundt i haven. Fra hønsegården til trampolinen, forbi æbletræet og ned til min skurvogn.
For jeg forstod hende jo godt, hende journalisten. At hun spurgte mig. For det er én ting, som journalister og forfattere har til fælles: Vi vil gerne fortælle en god historie. Og det er en god historie, den med mig og min opvækst, og hvordan jeg er kommet videre.
Men det er også bare mig.
Mit liv.
Og selv om jeg blogger både her og her, selv om jeg har en facebookside, selv om jeg har skrevet en selvhjælpsbog med nogle meget personlige afsløringer i, så er jeg faktisk ret privat.
Jeg kan ikke lide at blive eksponeret.
Jeg kan ikke lide, når små bidder af mit liv bliver pustet op og malet i stærke farver, mens alle mulige mennesker, jeg ikke kender, kan sidde og studere og vurdere dem, som var det en skål gratis reklamebolsjer.
Det kan jeg virkelig ikke.
Men så er der lige det der med, at jeg vil gerne sprede håb.
Jeg vil gerne vise alle dem, der sidder fast dér, hvor jeg selv engang sad, at det ikke behøver at være sådan. Man godt kan komme videre. Selv meget dybe sår kan læges.
Ja.
Og så er der også det, at jeg er nødt til at acceptere, at det er en del af jobbeskrivelsen, hvis jeg vil være forfatter.
Der er ikke nogen, der køber mine bøger, hvis de ikke ved, at jeg findes eller lægger mærke til, at jeg har skrevet dem.
Så jeg sagde ja.
”Jeg vil gerne deltage i interviewet,” sagde jeg.
Artiklen blev bragt i Hjemmet i den uge, der lige er gået – mens jeg har været på Tenerife. Jeg tror ikke, den er på nettet endnu (jeg kan i hvert fald ikke finde den), så jeg kan desværre ikke linke til den.
Men jeg er ok-tilfreds. Tingene bliver aldrig helt beskrevet på samme måde, som jeg selv ville have gjort det, men jeg kan godt lide, at jeg har den røde frakke på. Den redder ligesom det hele. Og de var supersøde, både journalisten og fotografen, så det var en hyggelig dag.
Det var det virkelig.
Og så slap jeg i øvrigt også for at gentage mig selv igen i denne uge, for jeg er stadig ”bare” i gang med at få historien til at hænge sammen, og det er der altså ikke mange farver i.
PS. En gang om ugen deler jeg mine tanker om forfatterlivet og den skriveproces, jeg for tiden er i. Ordene sprøjtes ucensureret ud i højt tempo hver fredag eftermiddag, så følg med, hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan min næste bog bliver til.
✿ – ✿ – ✿ SIDSTE NYT ✿ – ✿ – ✿
SES VI PÅ BOGFORUM? Husk, jeg er på Saxoscenen søndag d. 13. november kl. 12, hvor jeg sammen med min kollega, Pernille Juhl vil fortælle om, hvordan vi samarbejder trods det, at vi skriver i meget forskellige genrer. Vi vil også snakke om glæden og udfordingerne ved forfatterlivet og meget andet.
Vil du med, så kan du frem til søndag d. 6. nov. på min facebook-side vinde 2 éndags-billetter til BogForum + en kaffeslabberas med enten Pernille eller jeg. Jeg glæder mig til at se dig!