Forfatter Lise Bidstrup om at skrive letlæst (interview)


Lise Bidstrup

Lise Bidstrup er én af de mest produktive forfattere, jeg kender. Hun kan skrive hvorsomhelst og nårsomhelst. I 2010 var vi sammen i Costa Rica, og selv om der var larm og mennesker overalt, så satte Lise sig med sin computer i skødet og skrev. Den egenskab har jeg ikke selv, men jeg beundrer den meget, så jeg er rigtig glad for, at Lise sagde ja til at deltage i dette interview og dele ud af sine tanker og erfaringer med at skrive.

Tusind tak for at være med, Lise. Kan du ikke fortælle lidt om, hvor længe du har været forfatter, og hvad der fik dig i gang med at skrive?

Jeg fik min første roman udgivet i 2005, og hvad der helt præcist fik mig i gang, ved jeg ikke. Jeg læste på universitetet og burde have skrevet opgaver, men i stedet kom der fiktion ud af tasterne. Da jeg havde fået antaget den første bog, droppede jeg ud af min uddannelse, fordi jeg bare vidste, at forfatter var det rigtige for mig.

Hvorfor begyndte du at skrive letlæste bøger?

Det var egentlig ikke et valg, jeg som sådan tænkte over. Jeg tror bare, jeg fik en ide til en historie, som passede godt ind i det format. Senere har jeg overvejet det mere, når jeg kaster mig over letlæsning, og nu er det blevet en lyst til at give de nye læsere noget god litteratur at underholde sig med, der driver værket. Men stadig så er det mine ideer, der bestemmer, hvornår noget skal være letlæst eller YA eller voksenbøger.

Hvad kan du særlig godt lide ved at skrive i et let sprog?

Når man skriver bøger, der er på ca. lix 15 og derunder, er det for mig lige som at lægge et puslespil. Det her med at få en god, interessant og spændende historie formuleret i et letlæseligt sprog er faktisk virkelig sjovt og noget af en udfordring. Når man ikke kan lege med svære ord og sætningssammensætninger, så kan det være overraskende svært at få historien til at bibeholde en høj intensitet. Det synes jeg er virkelig interessant.

Hvor mange letlæste bøger har du skrevet? 

Virkelig mange … Den seneste er en serie, der hedder ”Øens Sjæl” som er udkommet på Tellerup. Deres lix er nok på omkring 20. Til sommer udkommer to andre serier fra Tellerup, Sofie-bøgerne og Fodboldholdet. De er på lix 7 & 8, så de er til de helt nyklækkede læsere.

Har du skrevet andre bøger end letlæsningsbøger?

Jeg har skrevet rigtig mange ungdomsbøger og også en håndfuld voksenbøger. Vil ikke nævne dem alle, for det ville blive virkelig kedeligt. De seneste er dog ”Den Sorte Bog om Helte” fra Høst & Søn og ”En som Nora” fra Tellerup.

Hvor finder du inspirationen/idéerne til dine letlæste bøger henne?

Inspiration kan komme alle steder fra. Det kan være noget, mine unger siger. Noget, jeg hører i radioen. Ofte får jeg inspiration fra rejser, hvilket er noget, jeg gør meget. Det er ikke sådan, at jeg henter inspiration fra ét bestemt sted. Det er en gryde, hvor alle de indtryk, jeg samler op hen ad vejen, samles. Her koges nogle af mine oplevelser så ned til en historie, som jeg skriver.

Kan du huske nogle letlæste bøger, som du selv læste som barn?

Ikke direkte letlæsning. De bøger, der står tydeligst, er nok Emil fra Lønneberg, De Fem-bøgerne, og så var jeg også ret vild med Bill & Ben, der er sådan en kliché-agtig cowboyserie.

Hvem har haft den største betydning for, at du er blevet forfatter?

Det må være mine forældre, for det med at bruge fantasien var bestemt noget, der blev meget opmuntret i mit barndomshjem. De har desuden også været støttende helt fra starten, ikke noget med at foreslå, at ”jeg skulle finde mig et rigtigt arbejde”. Min far har i mange mange år været kritisk førstelæser på mine bøger, og han har været sindssyg god til at komme med kritik af den brugbare slags, så han har bestemt hjulpet mig meget med at udvikle mig som forfatter.

Nævn tre sjove ting om dig selv, som nok vil komme bag på de fleste:

Jeg har været sparringspartner for den danske europamester i boksning.

Jeg kan virkelig ikke holde fløjtelyde ud.

Jeg elsker at fotografere og sidder gerne i et par timer og venter på det rigtige motiv.

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

Åbenhed.

Hvilket karaktertræk er du mest træt af?

Utålmodighed.

Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så være?

Pas! Jeg har simpelthen ingen ideer.

Hvad er det bedste skriveråd, du nogensinde har fået?

Skriv! Det lyder måske fladt, men man bliver kun bedre ved at øve sig. Det gælder for skrivning ligesom det gælder for golf eller evnen til at kunne hulmursisolere.

Hvad har været dit livs længste minutter i dit forfatterliv?

Det er virkeligt svært … Jeg synes ikke, jeg har haft lange minutter på den måde, men hvis jeg skulle nævne en ventetid, som var mest uudholdelig, så var det nok ventetiden på at få min første roman antaget.

Hvem er din største helt?

Hmmm … Af klassiske helte ville jeg nok nævne Lara Croft. Hun er damn sej. Virkelighedens helte er nok ikke sådan klichéhelteagtige, det er mere inspirerende mennesker, og her er der mange, men jeg kunne nævne: Nelson Mandela, min mor, Isabell Allende, Marco Polo, Meryl Streep, Anker Jørgensen, Humboldt, Astrid Lindgren … Jeg kunne sagtens nævne flere.

Hvilken af dine letlæste bøger er du mest stolt af?

Det kan jeg simpelthen ikke sige. Normalt er det de sidste nye, så det skifter hele tiden.

Nævn tre letlæste bøger, som du ikke selv har skrevet, men som du gerne vil anbefale:

Lene Adal har skrevet mange gode letlæsningsbøger.

Det har Peter Gotthardt også.

Og så må jeg nævne Taynikmabøgerne, selvom lixen er en smule højere.

Har du et motto?

Nix.

Kan du sige et par ord om din næste letlæste bog og om, hvornår du forventer, at den kommer?

De næste, der kommer er to serier, Sofiebøgerne om pigen Sofie, der bare er sindssygt dygtig til alt, hvad hun kaster sig ud i, og Fodboldholdet, der handler om Benja, der ikke må være med på byens fodboldhold, fordi han er blind på det ene øje. Han starter derfor sit eget hold, hvor alle dem, der ikke er gode nok, kan spille med. Og det viser sig, at der er skjulte evner hos dem, som byens hold har kasseret.


Læs mere om Lise Bidstrup her:

www.lisebidstrup.dk

Følg Lise på facebook

Følg Lise på Instagram