Anette Ellegaard

F O R F A T T E R

Tag: Indien

De rige svins tandbørster


Palmeblad

Nogle gange brokker Manden sig over min fantasi. Han siger, den er lige lovlig livlig.

Jeg har fx en fantasi om, at det er farligt at være rig. Alle ved jo, at rige mennesker er nogle svin, og at det derfor også kun er helt rimeligt, hvis deres undersåtter forsøger at påføre dem en fækal infektion. Det kan de gøre ved at dyppe tandbørsten i lokummet, mens de rige svin ligger og soler sig, eller de kan stikke fingeren op i anus og køre den et par gange rundt på tallerkenen, inden de smilende serverer den næste bananpandekage.

Heldigvis har jeg det meste af mit liv levet lykkeligt langt uden for farezonen. Jeg har sat en ære i at kunne leve på en sten og i at få en kylling til at strække i tre dage. Når min bror har grinet af, at vi knap har to ens tallerkner i skabet, og at vi har det bedst med sokker med indbygget udluftning, så har jeg gnedet mig i hænderne og godtet mig over min bakteriefrie tandbørste.

Men så var det, at der skete det, at vi pludselig fik plus på kontoen og i en rus af kådhed kom til at booke en boutique serviced villa i seks af dagene i Indien. 280 kvadratmater, direkte på stranden, privat kok, tjenestepige og butler. Og manglede vi noget, skulle vi bare ringe med klokken.

Det var i denne underlige, surrealistiske setting, at jeg forsøgte at socialisere mig med husets butler. Vi havde lige spist en typisk Hindu-bryllupsmiddag, hvor man får serveret en hel masse små retter på et palmeblad og skal spise med fingrene. Butleren var i gang med at rydde bordet efter os, og der var ris og afgnavede kyllingeskrog over det hele, for selv om den traditionelle middag er vegetarisk, så havde de for vores skyld opgraderet den med kød.

”What do you do with the leftovers?” spurgte jeg. ”Do you have chickens?”

Det var et naivt og tåbeligt forsøg på at skabe et fælles udgangspunkt. Sådan en ”Guuud-har-I-også-høns-nej-hvor-sjovt-det-har-vi-også”-agtig stemning. Noget, der signalerede, at selv om det er mig, der har retten til at ringe med klokken, og ham, der skal komme springende, så er vi ikke så forskellige. For når nu madresterne på bordet fik mig til at tænke på mine egne høns derhjemme og på, hvordan de ville være danset omkring mig, hvis jeg kom ud og gav dem det, og når nu der faktisk er mange høns i Indien, så kunne det jo godt være, ikke?

Nej. Jeg kan lige så godt afsløre, at missionen mislykkedes. Big time. Butleren så både skamfuld og forvirret ud, og for en gangs skyld smilede han ikke. Hans øjne flakkede frem og tilbage mellem mig og skålen med de tiloversblevne ris, mens jeg overvejede, om jeg skulle forklare, at det ikke var den, jeg havde ment, men alt det snask, der lå på vores palmeblade. Jeg overvejede også at sige, at jeg ikke var så rig, som jeg så ud til. At min mor hele livet har gjort rent for andre, at jeg også selv har prøvet at gå sulten i seng, og at det da kun var helt naturligt, hvis personalet spiste resterne fra skålen. Det ville jeg selv have gjort.

Men jeg sagde ikke noget. For det passer jo ikke. Jeg er måske ikke rig set med Hans Kongelige Højhastigheds Kronprins Frederiks øjne, men i det store, globale perspektiv er jeg. Jeg er så rig, at min største ugentlige udfordring er at huske, hvilken slags benzin jeg skal fylde på bilen, når jeg tanker. Jeg er også så rig, at mit vigtigste mål de sidste 10 år har været at tabe 3 kg. Og at min værste frygt er, at der er ikke kommer flere afsnit af Homeland på Netflix.

Så jeg sad bare dér. Omringet af butlerens flakkende øjne, palmeblade og kolde, vildfarne ris. Ganske langsomt gik det op for mig. Jeg var ikke bare blevet til et rigt svin.

Min tandbørste var formentlig også i fuld gang med at udvikle sig til et livsfarligt, biologisk våben.


PS. Jeg ringede kun med den famøse messingklokke én gang, og det var, fordi jeg ved en fejl kom til at vælte den.

– o –

PPS. Hvis du vil læse mere om vores rejse til Indien, så tjek også De Hellige Køers Land og De Søvnløse Abers Nat.

De søvnløse abers nat


Cherai Beach

Kl. 2 om natten, i en hytte på kanten af The Backwaters, Cherai Beach, Indien.

Manden: ”Hvad fanden laver du?”
Mig: ”Prøver at indstille den skide aircon. Jeg er ved at få hedeslag.
Manden: ” Giv mig fjernbetjeningen – og tænd lyset!”

Jeg kravler ud under myggenettet, tænder på kontakten og kravler ind igen.

Manden: ”Hvad fanden har du trykket på? Der sker jo ingenting!”
Mig: ”Den dér …”
Manden: [ryster på hovedet og sætter sig op]
Mig: ”Øj, der er meget koldere herovre i din side af sengen. Kan vi ikke bytte?”

7 minutter senere. Manden har sukket, er kravlet ud af sengen, har tisset, slukket lyset og lagt sig i den modsatte side.
Mig: ”Kan den ikke køle mere? Jeg dør.”
Manden: ”Så larmer den for meget.”
Mig: ”Okay, så.”

2 minutter senere.
Mig: Det går ikke det her. Jeg dør af hede!”
Manden: [dybt suk. Rejser sig og skruer op]

Samme nat kl. 2.25, Cherai Beach. Aircon’en ryster og pruster som en gammel bådmotor.
Manden: ”Hvad fanden laver du?”
Mig: ”Kaster den ekstra hovedpude ned i fodenden.”
Manden: ”Du har ødelagt myggenettet!”
Mig: ”Nej.”
Manden: ”Jo, det hænger helt forkert.”

Jeg kravler ud, tænder lyset og kigger op i loftet.

Mig: ”Nå, ja. Den ene snor er vist knækket.”
Manden: ”Sådan her kan vi ikke sove!”
Mig: ”Jeg skal nok fikse det. [kravler op på kanten af sengen og forsøger at nå en tværgående bambusbjælke] ”Ups! Nu knækkede den anden snor vist også …”

10 minutter og rigtig meget besvær senere.
Mig: ”Der er altså næsten heller ikke nogen myg. Lad os droppe det åndssvage myggenet.”
Manden: [lukker øjnene og sukker. Vender sig demonstrativt om på siden]

Samme nat kl. 3.03, Cherai Beach, Indien.
Manden: [skriger]
Mig: ”Hvad sker der?”
Manden: ”Jeg fik et dyr i hovedet!”
Mig: ”Er du sikker?”
Manden: ”Hvad tror du?”
Mig: ”Er det væk nu?”
Manden: ”Ja.”
Mig: ”Kan vi så ikke bare sove nu?”

Samme nat kl. 3.15, Cherai Beach, Indien.
Manden: [skriger] ”Tænd lyset! Tænd lyset!”
Mig: ”Hvad nu?”
Manden: ”Tænd nu for helvede bare det lys!”
Mig: ”Okay.”

Jeg tænder lyset. Manden kaster sig rundt i sengen. Der sidder en kakerlak større end en ølkapsel på hans pande. Den falder af og ryger ned i revnen mellem madrassen og sengegavlen.

Mig: ”Slå den ihjel! Slå den ihjel!”
Manden: [flår madrassen af og slår ud efter dyret med et håndkantsslag. Der lyder en knasende lyd, da han rammer det] ”Nu sætter vi altså det myggenet op. Der kan jo bo en hel feriekoloni af kakerlakker oppe i det flettag!”

25 minutter og endnu mere besvær senere.
Manden: ”Så nu lykkedes det. Det sidder ikke lige så godt som før, men hvis vi klumper os sammen på midten, går det nok.”

Samme nat kl. 4.07, Cherai Beach, Indien.
Manden: ”Hvad fanden er det?”
Mig: ” Jeg ved det ikke. Jeg tror, det er nogle hunde, der hyler.”
Manden: ”Men det er jo lige uden for vores hytte!”
Mig: ”Det er måske et godt sted at sidde, hvis man har lyst til at hyle?”

Samme nat kl. 4.48.
Manden: ”Hvad satan er det?”
Mig: ”Det lyder som nogle fugle.”
Manden: ”Som er på extasy og lige har set deres største idol?”
Mig: ”Det er vel ikke usandsynligt.”

Kl. 5.30.
Manden: ”Hvad fanden er nu det?”
Mig: ”Det er moskeen, der kalder til morgenbøn.”
Manden: ”Nu?”
Mig: ”Ja, og det er fredag, så den fortsætter nok hele dagen …”

Kl. 6.02.
Manden: ”Hvad var det?”
Mig: ”Det var mig, der fik en sms fra Danmark.”
Manden: ”Hvad helvede er det, der er så vigtigt at skrive på denne her tid af døgnet?”
Mig: ”Vil du vide det?”
Manden: ”Ja.”
Mig: ”Det er fra Helle.”
Manden: ”Læs nu bare, hvad der står!”
Mig: ”Okay … Der står: [læser højt] Nyd det 🙂 I har så meget fortjent det.”


(Hvis du vil læse mere om vores rejse til Indien, så tjek også De Hellige Køers Land og De Rige Svins Tandbørster ud.)

De hellige køers land


Dehelligekøer2

Jeg har lige været i Indien. Det er noget, Manden har lokket mig til. Altså, ikke specifikt Indien, men det med at vi holder vores sommerferie om vinteren.

Sidste år var vi i Thailand. Der blev jeg bidt af en hund, der måske havde rabies. Det var ikke just en fest, så i en eller anden idiotisk vildfarelse om, at der ikke var vilde hunde i Indien, tog vi dertil i år.

Hele formålet med ferien var, at vi to blegfede, lyshungrende og småstressede akademikere skulle give slip på alle tanker om job og ansvar, alle pligter og morgenvækkeure og bare smække røven i sandet på en bounty-strand, hvor batterierne ladede sig op af sig selv.

For ladet op, det trængte vi til. Måske især efter at have stået i kø foran den indiske ambassade i København i 3,5 time for at få visum. Inden da havde vi brugt to hele aftener på at udfylde skemaer og skaffe dokumentation for det ene og det andet. Men bagefter kunne jeg så også glæde mig over, at den indiske efterretningstjeneste nu kender både min mors pigenavn og kontonummeret til min opsparing. Den sidste har de ikke sat penge ind på endnu, men jeg venter i spænding.

De ville også gerne vide en hel masse om min far. Fx. at han var maler og aldrig har været i Pakistan. Det syntes jeg, var betryggende. For helt ærligt, hvem siger ikke, at terroristernes næste træk bliver at rekruttere blandt de afdøde?

Nå, men efter at have ventet 3,5 time i kø (hele familien, for der skulle afgives fingeraftryk og tages foto) og efter at have afleveret 370 kroner pr. mand, så var det bare hjem og vente et par uger mere. Og så – på en på forhånd fastsat dato – kunne jeg tage til København og stille mig op i kø igen.

Utroligt smart tænkt af inderne, synes jeg. Sådan at forberede folk på, hvad de har at se frem til. Jeg er overbevist om, at det var denne opvarmningsøvelse, der gjorde, at det ikke kom som en overraskelse, at vi ved ankomsten til Indien skulle udfylde to forskellige toldersedler og en ebola-erklæring, og at den sidste skulle stemples og underskrives ved sådan cirka syv forskellige skriveborde, før vi kunne få adgang til bagagebåndet. Jeg er også sikker på, at det er derfor, vi ikke undrede os, da vi fandt ud af, at kun én ud af tre kufferter var nået frem, og at det tog to timer at få dem efterlyst.

Hm … Det er så nu i fortællingen, at jeg godt kan høre, at jeg lyder lidt bister. Det er ikke meningen. Jeg er ikke sur på hverken Indien eller inderne. Faktisk er jeg lidt misundelig. For der er jo noget grotesk i, at vi rejser væk hjemmefra, fordi vi får stress af vores egen kultur, men når vi så kommer ned til nogen, som forstår at tage tingene i et roligt tempo, så bliver vi vrede.

De andre skal helst være lige så stressede som os. De skal skynde sig. Ellers kan vi ikke slappe af. De skal også levere 5-stjernet luksus til samme pris som en endagstur til Warnemünde. Samtidig med, at vi altså ikke gider glo på alt det slum, som i Indien ikke bare indbefatter tiggere, snavsede gader og huse, der er ved at falde sammen, men også mennesker, der skider i vandkanten på bounty-stranden, fordi det er den eneste form for træk-og-slip, de nogensinde har prøvet.

Jeg har det virkelig dobbelt med mig selv. Jeg forstår egentlig godt, at jeg bliver frustreret, når der pludselig lugter af lort, og jeg opdager, at det er, fordi bølgerne har skyllet en klump menneskefæces på størrelse med en syltet agurk op på sandet lige neden for mit håndklæde. Men jeg kan også godt se, at jeg opfører mig som en snotforkælet vesterlænding, der bliver skide tøsefornærmet, når nogen tillader sig at ødelægge illusionen om Paradis.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Indtil videre tror jeg bare, at jeg lader som ingenting. Og imens vil jeg så fryde mig over, at selv om køen i Netto er lang, så kommer den aldrig op i nærheden af 3,5 time.

PS. Kufferterne fandt efter en lille afstikker til Malaysia frem til Indien i god behold.

PPS. Her et et billede af en ikke-eksisterende, forhutlet, vild, indisk og temmelig savlende strandhund, der havde den uvane at drikke af skålen, som vi skulle skylle fødder i:

HundiIndien

 

 

 

 

 

 

 

PPPS. Hvis du vil læse mere om vores rejse til Indien, så tjek også De Søvnløse Abers nat og De Rige Svins Tandbørster ud.

© 2023 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑