Nogle gange brokker Manden sig over min fantasi. Han siger, den er lige lovlig livlig.
Jeg har fx en fantasi om, at det er farligt at være rig. Alle ved jo, at rige mennesker er nogle svin, og at det derfor også kun er helt rimeligt, hvis deres undersåtter forsøger at påføre dem en fækal infektion. Det kan de gøre ved at dyppe tandbørsten i lokummet, mens de rige svin ligger og soler sig, eller de kan stikke fingeren op i anus og køre den et par gange rundt på tallerkenen, inden de smilende serverer den næste bananpandekage.
Heldigvis har jeg det meste af mit liv levet lykkeligt langt uden for farezonen. Jeg har sat en ære i at kunne leve på en sten og i at få en kylling til at strække i tre dage. Når min bror har grinet af, at vi knap har to ens tallerkner i skabet, og at vi har det bedst med sokker med indbygget udluftning, så har jeg gnedet mig i hænderne og godtet mig over min bakteriefrie tandbørste.
Men så var det, at der skete det, at vi pludselig fik plus på kontoen og i en rus af kådhed kom til at booke en boutique serviced villa i seks af dagene i Indien. 280 kvadratmater, direkte på stranden, privat kok, tjenestepige og butler. Og manglede vi noget, skulle vi bare ringe med klokken.
Det var i denne underlige, surrealistiske setting, at jeg forsøgte at socialisere mig med husets butler. Vi havde lige spist en typisk Hindu-bryllupsmiddag, hvor man får serveret en hel masse små retter på et palmeblad og skal spise med fingrene. Butleren var i gang med at rydde bordet efter os, og der var ris og afgnavede kyllingeskrog over det hele, for selv om den traditionelle middag er vegetarisk, så havde de for vores skyld opgraderet den med kød.
”What do you do with the leftovers?” spurgte jeg. ”Do you have chickens?”
Det var et naivt og tåbeligt forsøg på at skabe et fælles udgangspunkt. Sådan en ”Guuud-har-I-også-høns-nej-hvor-sjovt-det-har-vi-også”-agtig stemning. Noget, der signalerede, at selv om det er mig, der har retten til at ringe med klokken, og ham, der skal komme springende, så er vi ikke så forskellige. For når nu madresterne på bordet fik mig til at tænke på mine egne høns derhjemme og på, hvordan de ville være danset omkring mig, hvis jeg kom ud og gav dem det, og når nu der faktisk er mange høns i Indien, så kunne det jo godt være, ikke?
Nej. Jeg kan lige så godt afsløre, at missionen mislykkedes. Big time. Butleren så både skamfuld og forvirret ud, og for en gangs skyld smilede han ikke. Hans øjne flakkede frem og tilbage mellem mig og skålen med de tiloversblevne ris, mens jeg overvejede, om jeg skulle forklare, at det ikke var den, jeg havde ment, men alt det snask, der lå på vores palmeblade. Jeg overvejede også at sige, at jeg ikke var så rig, som jeg så ud til. At min mor hele livet har gjort rent for andre, at jeg også selv har prøvet at gå sulten i seng, og at det da kun var helt naturligt, hvis personalet spiste resterne fra skålen. Det ville jeg selv have gjort.
Men jeg sagde ikke noget. For det passer jo ikke. Jeg er måske ikke rig set med Hans Kongelige Højhastigheds Kronprins Frederiks øjne, men i det store, globale perspektiv er jeg. Jeg er så rig, at min største ugentlige udfordring er at huske, hvilken slags benzin jeg skal fylde på bilen, når jeg tanker. Jeg er også så rig, at mit vigtigste mål de sidste 10 år har været at tabe 3 kg. Og at min værste frygt er, at der er ikke kommer flere afsnit af Homeland på Netflix.
Så jeg sad bare dér. Omringet af butlerens flakkende øjne, palmeblade og kolde, vildfarne ris. Ganske langsomt gik det op for mig. Jeg var ikke bare blevet til et rigt svin.
Min tandbørste var formentlig også i fuld gang med at udvikle sig til et livsfarligt, biologisk våben.
PS. Jeg ringede kun med den famøse messingklokke én gang, og det var, fordi jeg ved en fejl kom til at vælte den.
– o –
PPS. Hvis du vil læse mere om vores rejse til Indien, så tjek også De Hellige Køers Land og De Søvnløse Abers Nat.
