Anette Ellegaard

F O R F A T T E R

Category: Klumme (page 1 of 3)

Den dag jeg var Grauballemanden


Grauballemanden(Collage af: 1. Foto fra Silkeborg Museum, 2. Et dødssygt billede af mig, som Manden har taget i 2013, og som jeg har klippet lidt i)

I går var én af de dage. En af dem, hvor man ville ønske, at livet var en teaterforestilling, og man lige kunne ringe til sin stand-in og sige: ”Hey, du. Jeg snupper sgu en fridag.”

Det var ikke, fordi der skete noget særligt. Faktisk var det nok lige præcis det, der var problemet. At der ikke skete noget. At det var mig, den var gal med.

Huset flød, men ikke mere end normalt, og alligevel føltes det uoverstigeligt. Jeg havde bly i arme og ben, og jeg både tudede, når nogen sagde noget til mig, og når de ikke gjorde. Selv mine tanker var uden for pædagogisk rækkevidde, og der var pludselig ikke den ting, jeg ikke skammede mig over.

På mange måder var alt, som det plejede, bortset fra den lille detalje, at jeg havde mistet overblikket over mit liv, troen på mit eget værd og evnen til at holde mig vågen. Jeg var blevet en bil uden tændingsnøgle. Alting var der – der manglede bare den del, der skulle lave gnisten.

Om morgenen tog jeg ud at løbe, kom i bad og fik endda fortæret tre rundenommer med roastbeef og remoulade. Men da klokken blev 13, gik jeg i seng igen. Det var meningen, at jeg bare lige ville tage mig en powernap. Sådan en superlur, som de reklamerer for i damebladene, og hvor man vågner op og er mere frisk end en dugvåd havørn.

Men da vækkeuret efter 50 minutter ringede, sov jeg tungere end Grauballemanden. Heldigvis lykkedes det mig på et tidspunkt at ramme snoozeknappen, og sådan fortsatte jeg i guderne-må-vide-hvor-lang-tid, indtil jeg opgav og bare slukkede.

Da jeg endelig vågnede, lå jeg først længe og plagede mig selv med skyldfølelser over ikke at have præsteret en skid hele dagen. Bagefter gik jeg i gang med at lede efter en forklaring på min tilstand: PMS, overbelastning, for lidt motion, for lidt dagslys, for lidt søvn, for lidt frisk luft … Fortsæt selv listen. Det endte med, at jeg fik bildt mig selv ind, at det var det med søvnen, der var årsagen. Det gjorde, at jeg med god samvittighed kunne lægge mig ned og tage en lur til.

Solen var stået op påny, og fuglene pippede, da jeg vågnede efter min anden lur. Til at begynde med turde jeg næsten ikke røre mig. Tænk nu, hvis der stadig var bly i armene. Jeg vippede lidt med lillefingeren. Den virkede. Jeg prøvede storetåen. Den virkede også.

Og så kan det da ellers nok være, at jeg fik mere travlt end en etbenet til ballondans med at få ringet til min stand-in.

”Hallo,” sagde jeg.
”Hallo,” svarede hun.
”Er du min stand-in?”
”Øh, ja.”
”Du skal ikke komme i dag.”
”Okay.”
”Faktisk vil jeg gerne opsige vores aftale. Jeg er sgu alligevel lidt for glad for at være med i denne her forestilling.”

 

Mysteriet om de mange tandbørster


sjov_blog_anetteellegaard

Alle med børn kender Sokkemonsteret. Det uhyre, der er årsagen til, at man efter hver eneste tøjvask sidder tilbage med 27 strømper, der ikke passer sammen. Lige meget, hvor umage man har gjort sig med at matche dem.

Det er også det samme uhyre, der sørger for, at selv om man gemmer sokkerne til ugen efter og ugen efter igen, ja, faktisk helt til året efter, så dukker den anden halvdel aldrig op. Bjerget af uens sokker vokser bare, indtil der til sidst er nok til, at man kan sy sig en marokkopude og bruge strømperne som fyld.

Nå, men egentlig var det slet ikke strømper, jeg ville skrive om, men tandbørster. For det med Sokkemonsteret har jeg for længst accepteret og i takt med, at de ældste er flyttet hjemmefra, er problemet naturligt nok blevet mindre.

Desuden har jeg også været så skarpsindig at uddelegere ansvaret for sokkematchingen til teenagedatteren under påskud af, at det er vigtigt, at hun bruger den højre hjernehalvdel. Den har jo som bekendt med former og farver at gøre, og på den måde er jeg sluppet for at få flere grå hår af dét uløselige regnestykke, samtidig med at jeg føler mig som en god mor.

Nej, det der i disse dage virkelig går mig på, er Tandbørstemonsteret. Det uhyre, der modsat Sokkemonsteret ikke forstyrrer husfreden ved at fjerne genstande, men ved at tilføre nogen. I dette tilfælde selvfølgelig tandbørster.

Rent logisk burde vi her i huset, hvor vi nu er helt nede på en bestand af fire, kun have fire tandbørster i tandbørstekruset, ikke?

Jeg kan se, at du nikker, og jeg er enig med dig. Men ved du hvad? Sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg har lige været ude at tælle, og der er ti.

10 tandbørster, sagde hunden.

TI!!!

Og det er ikke nogen, der er samlet sammen gennem år. Nej, med jævne mellemrum kalder jeg familien til hobe og beder dem melde kulør og indrømme, hvem der ejer hvilken børste. Der bliver altid peget på fire, hvorefter resten ryger i skraldespanden, og så burde det problem være løst.

Skulle man tro.

Sagen er, at der max går to måneder, så står der ti igen. Og de seks af dem vil ingen kendes ved. Heller ikke i vennekredsen eller den udvidede familie.

Så nu er det, at jeg er nødt til at spørge, om jeg er den eneste, der har undret sig over dette mysterium, eller om der er andre derude, der har oplevet det samme?

Jeg vil også gerne vide, om jeg er paranoid, når jeg mistænker Tandbørsteindustrien for at stå bag? Nogen må jo betale for de mange børster, og jeg ser det lige så tydeligt for mig: Tandbørstefabriksaktionærerne, der sidder bag deres maghoniskriveborde med store cigarer i munden og et lille, snildt whiskeyglas i hånden, mens de gnækker højlydt over det stigende salg.

(Og hvis du tilfældigvis står og mangler din tandbørste, så tjek lige fotoet øverst her på siden. Der er en vis sandsynlighed for, at den står her hos mig.)

Jeg håber på en overvældende respons. Ja, og også på nogle kreative forslag til en løsning, for dette her er godt nok ved at give mig mange grå hår.

Næsten lige så mange, som Sokkemonsteret engang gjorde.

Husker du, så glemmer jeg


anette_ellegaard_forfatter_skurvogn

F@rste gang jeg h@rte ordet klæbehjerne var i 4. klasse. Det var min dansklærer, der sagde det til mig. At jeg havde det. Siden dengang har det været min sutteklud. Når alt andet i mit liv er crashet, har jeg pattet l@s på den, for selv om jeg måske hverken duede til det ene eller det andet, så kunne jeg da i hvert fald huske. Troede jeg.

Det viser sig nu at være en sandhed med modifikationer. If@lge Manden lider jeg af det, der kaldes selektiv hukommelse. Det siger han i alle fald, når vi skændes. Lige dér synes jeg måske også, at det er meget praktisk. Sådan, at jeg helt uden at kunne g@re for det fx ikke kan huske, at det var mig, der startede skænderiet.

Men det er altså knap så smart, når jeg efter 3 1/2 år stadig ikke ved hvilken slags benzin, bilen k@rer på. Bare fordi min hjerne har valgt, at det ikke er umagen værd at huske. Og det bliver rigtig slemt, når jeg skal kalde på datterens gymnasiekæreste og er n@dt til at råbe: ”Datters Kæreste, der er mad nu!” Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg kun har kendt ham i ni måneder. Der må vel være grænser for, hvor hurtigt tingene trænger ind i en gammel, slidt hjerne.

Det samme kan jeg så ikke sige om mine egne b@rn. For udover, at vi har været så letsindige at få fire af dem og dermed også have fire navne at huske på, så har vi givet to af dem navne, der begynder med samme forbogstav. Og det er altså helt umuligt. Dér har både Manden og jeg opgivet at ramme plet hver gang.

Til gengæld er det kommet lidt bag på mig, at det også gælder mine h@ns. På Facebook var der en dag én, der roste et billede af dem og spurgte, hvilken race det var, og normalt kan jeg godt svare på den slags. Ja, jeg betragter egentlig mig selv som lidt af en h@nseekspert. Men lige den aften kunne jeg pludselig ikke huske, hvad den stribede h@ne er for én. Jeg skrev tilbage, at jeg ville svare, når jeg kom i tanker om det. Det er halvanden måned siden nu. Jeg håber ikke, at hun stadig sidder og stirrer på skærmen.

Nå, men én ting er alle de problemer, man får påf@rt andre, noget andet er, at det også går ud over én selv. For foruden mit hukommelsesproblem har jeg nemlig også et problem med at dele, og de to i kombi er ikke noget, jeg kan anbefale. Jeg praler sjældent med mit dele-issue, men den er altså god nok. Jeg vil helst ikke dele. I hvert fald ikke, når det handler om chokolade.

Derfor gemmer jeg det også, når jeg har noget. For det meste inde mellem mine bluser i klædeskabet eller under madrassen, men nogle gange bliver jeg ekstra nerv@s, og så går jeg et sikkerhedsniveau op. Det betyder, at jeg nu gemmer det på meget bizarre steder. Så bizarre, at jeg ikke selv kan finde det, når der pludselig opstår et akut behov.

Det er i sådanne situationer, at familien overvejer at emigrere til Timbuktu og glemme at tage mig med. Eller i det mindste at binde mine arme sammen med gaffa-tape, mens huset stadig står. Nogle gange truer de mig endda med at sætte str@m til mit hoved, så harddisken derinde kan blive nulstillet.

Nej, okay. Sp@g til side. Jeg ved faktisk ikke, hvad min familie overvejer. Som regel sidder de bare fuldstændigt som forstenede, mens jeg pisker rundt og råber på chokolade. Men jeg forestiller mig, at det er sådan noget, de tænker på. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg det også lidt. I hvert fald det der med str@mmen og med at få nulstillet hjernen.

For så ville jeg måske kunne komme i tanker om, hvor den forbandede ø-tast sad.

Older posts

© 2023 Anette Ellegaard

Theme by Anders NorenUp ↑