Anette Ellegaard

F@rste gang jeg h@rte ordet klæbehjerne var i 4. klasse. Det var min dansklærer, der sagde det til mig. At jeg havde det. Siden dengang har det været min sutteklud. Når alt andet i mit liv er crashet, har jeg pattet l@s på den, for selv om jeg måske hverken duede til det ene eller det andet, så kunne jeg da i hvert fald huske. Troede jeg.

Det viser sig nu at være en sandhed med modifikationer. If@lge Manden lider jeg af det, der kaldes selektiv hukommelse. Det siger han i alle fald, når vi skændes. Lige dér synes jeg måske også, at det er meget praktisk. Sådan, at jeg helt uden at kunne g@re for det fx ikke kan huske, at det var mig, der startede skænderiet.

Men det er altså knap så smart, når jeg efter 3 1/2 år stadig ikke ved hvilken slags benzin, bilen k@rer på. Bare fordi min hjerne har valgt, at det ikke er umagen værd at huske. Og det bliver rigtig slemt, når jeg skal kalde på datterens gymnasiekæreste og er n@dt til at råbe: ”Datters Kæreste, der er mad nu!” Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg kun har kendt ham i ni måneder. Der må vel være grænser for, hvor hurtigt tingene trænger ind i en gammel, slidt hjerne.

Det samme kan jeg så ikke sige om mine egne b@rn. For udover, at vi har været så letsindige at få fire af dem og dermed også have fire navne at huske på, så har vi givet to af dem navne, der begynder med samme forbogstav. Og det er altså helt umuligt. Dér har både Manden og jeg opgivet at ramme plet hver gang.

Til gengæld er det kommet lidt bag på mig, at det også gælder mine h@ns. På Facebook var der en dag én, der roste et billede af dem og spurgte, hvilken race det var, og normalt kan jeg godt svare på den slags. Ja, jeg betragter egentlig mig selv som lidt af en h@nseekspert. Men lige den aften kunne jeg pludselig ikke huske, hvad den stribede h@ne er for én. Jeg skrev tilbage, at jeg ville svare, når jeg kom i tanker om det. Det er halvanden måned siden nu. Jeg håber ikke, at hun stadig sidder og stirrer på skærmen.

Nå, men én ting er alle de problemer, man får påf@rt andre, noget andet er, at det også går ud over én selv. For foruden mit hukommelsesproblem har jeg nemlig også et problem med at dele, og de to i kombi er ikke noget, jeg kan anbefale. Jeg praler sjældent med mit dele-issue, men den er altså god nok. Jeg vil helst ikke dele. I hvert fald ikke, når det handler om chokolade.

Derfor gemmer jeg det også, når jeg har noget. For det meste inde mellem mine bluser i klædeskabet eller under madrassen, men nogle gange bliver jeg ekstra nerv@s, og så går jeg et sikkerhedsniveau op. Det betyder, at jeg nu gemmer det på meget bizarre steder. Så bizarre, at jeg ikke selv kan finde det, når der pludselig opstår et akut behov.

Det er i sådanne situationer, at familien overvejer at emigrere til Timbuktu og glemme at tage mig med. Eller i det mindste at binde mine arme sammen med gaffa-tape, mens huset stadig står. Nogle gange truer de mig endda med at sætte str@m til mit hoved, så harddisken derinde kan blive nulstillet.

Nej, okay. Sp@g til side. Jeg ved faktisk ikke, hvad min familie overvejer. Som regel sidder de bare fuldstændigt som forstenede, mens jeg pisker rundt og råber på chokolade. Men jeg forestiller mig, at det er sådan noget, de tænker på. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg det også lidt. I hvert fald det der med str@mmen og med at få nulstillet hjernen.

For så ville jeg måske kunne komme i tanker om, hvor den forbandede ø-tast sad.